14 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Arbejdsgivere skriver værftshistorie.

Arbejdsgivere skriver værftshistorie.

Torsdag, 28. juni, 2012, 11:26:47

Aalborg Værft var engang en af byens største og mest kendte arbejdspladser. Nu har arbejdsgiverne udsendt sin version af historien om værftet.

Aalborg Værft, som i sin storhedstid var en af Aalborgs vigtigste arbejdspladser med flere tusind ansatte og en meget stor følgeindustri, lukkede i 1987. En nyudgiven bog og dvd viser mange flotte fotos og filmstumper fra en snart svunden æra.
fra film

Hvem skriver arbejdspladsernes historie i Danmark? Arbejderne eller fabriksejerne?

Eftersom det ikke er et projekt, der er afsat på finansloven, er det op til det frie initiativ, og dem som har pengene. Det er jo som oftest arbejdsgiverne.

Frederikshavn Maritime Erhvervspark, FME, har netop udsendt en bog og en dvd om Aalborg Værft, »den første samlede fortælling«, som der står i pressematerialet. Værftet var engang en af Aalborgs største og mest kendte arbejdspladser og var gennem den største del af sin levetid ejet af Lauritzen Gruppen, som også ejer FME.

 »Byens værft. Aalborg Værfts Historie« er titlen på bogen, som på 336 glittede sider og en tilhørende dvd fortæller kronologisk om værftets udvikling fra begyndelse af 1912, »hvor brødrene Stuhr skød industrieventyret i gang, og helt frem til i dag, hvor værftsområdet danner ramme om nye, driftige arbejdspladser«.

»Jeg synes, det er vigtigt at fastholde historien i ord og billeder – og få det gjort, mens der stadig er nogen, der kan bidrage med materiale«, skriver værftets direktør Kaj Christiansen i forordet.

Bogen viser mange flotte fotos fra en snart svunden æra – og ind imellem også af arbejdsprocesser og værftsarbejdere. Symptomatisk har bogen allerede på de første sider 12 portrætfotos af direktørerne på værftet - fra 1912 til 1988.

Ifølge pressemeddelelsen blev der fra starten i 1912 »bygget skibe af høj kvalitet, men også andre produkter, blandt andet kedler til såvel skibe som landbaserede anlæg«.

Aalborg Værft, som i sin storhedstid var en af Aalborgs vigtigste arbejdspladser med flere tusind ansatte og en meget stor følgeindustri, lukkede i 1987.

Men nogle af skibene fra Aalborg Værft sejler stadig på verdenshavene. Sidst i bogen er der en komplet liste over alle de skibe, der blev bygget på Aalborg Værft, med beskrivelse, historie og billeder.

Bogen er skrevet af Flemming Nielsen, som er arkivar ved Aalborg Stadsarkiv. Den medfølgende dvd er produceret af Oscar Film.

Udover værftsejerne, Lauritzen Gruppen, har også Spar Nord Fonden og Aalborg Kommune, som i 1920’erne og 1930’erne havde aktiemajoriteten i værftet, været med til at sponsorere udgivelsen.

FME udgav i øvrigt i 2010 et tilsvarende værk med Frederikshavn Værfts historie.

Flemming Nielsen: Byens Værft. Aalborg Værfts Historie 1912 - 2012. 336 sider + tilhørende dvd med film- og billedmateriale.  299 kroner plus forsendelse. Frederikshavn Maritime Erhvervspark.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. jun. 2012 - 11:26   03. sep. 2012 - 10:59

Historie