I stedet for at trykke lønnen ved et øget udbud af arbejds­kraft vil tre ekstra fridage og fem procent højere løn sætte gang i samfundsvæksten.

Man skulle ikke tro, at det er alvor, nu hvor kriserne er til at få øje på – og mærke.

Og så hører vi det igen og igen fra regeringen: »Det skal kunne betale sig at arbejde«. Den er sør’me godt fundet på! Lidt af en åbenbaring – næsten. Det er vi altså temmelig mange, der har funderet over i snart et par hundrede år.

Betydningen af den dybsindige mögerske konstatering er målt op imod arbejdsløse, og den har en underlæggende betydning: »Det skal ikke kunne betale sig at være arbejdsløs«.

Underforstået, at det godt kan betale sig at være arbejdsløs. Enhver, der har prøvet det, mærker trodsen stige mod den følelsesløse arrogance.

Lommeregneren

Grebet i de arbejdsløses og kontanthjælpsmodtagernes lommer er fulgt af nogle spekulative overslag over, hvor mange flere jobs det kan give og hvor stor en del af disse penge, der kan finansierer skattereformens andre elementer – for eksempel lettelsen af topskatten.

Regeringen botaniserede kækt i landskabet og faldt over fridagene. Biskopperne reagerede og mente nok, at de burde være med ved trepartsforhandlingerne, hvis dagene under deres resort kom i spil. Økonomerne har beregnet, at flere arbejdsdage giver mere arbejder, som kaster noget af sig.

De samme økonomer har dog også sukket over, at vi ikke bruger penge. Krisen skal købes i gang. Mine egne beregninger viser, at tre ekstra fridage – som giver tid til at shoppe – vil give godt 8000 nye arbejdsplader og godt 3 millarder kroner ekstra til statskassen før moms. Og hvis mindstelønnen hæves, vil resultatet blive markant bedre.

Når regeringen vil sænke bundniveauet, er det en prøvet neoliberal strategi. Egentlig er det en ældgammel kapitalistisk strategi, der går ud på at øge udbuddet af arbejdskraft. Allerhelst en reserve­armé af løsarbejdere.

Sådan har de gjort i Tyskland og i særdeleshed i USA. Erfaringerne fra USA er bare, at lavtlønsstrategien svækkede virksomhedernes incitament til innovation, fordi de tjente gode penge – lige indtil de blev kørt bagud af dansen.

Igen viser mine overslag på lommeregneren, at en lønvækst på fem procent om året er ekstremt stimulerende.  Især når det er en urokkelig beslutning, som giver virksomhederne en stabil investeringshorisont.

Jo mere innovative virksomhederne er, jo mindre behøver arbejdsstyrken at være.

Arbejds- og ansvarsløse

Pointen er naturligvis, at økonomi er noget gummi. Det handler om at træffe principielle politiske beslutninger og så finde vejene derfra.

Den tilspidsede suppedas skyldes i høj grad den spekulative praksis, der er fulgt med neoliberaliseringen af den globale økonomi. Masser af folk er blevet hovedrige eller har fået en andel af de omfordelte værdier.

Det store nummer er udført af arbejdsløse mennesker, der ikke producerer noget til samfundet. Ikke andet end problemer.

Der er ikke krummet et hår på deres hoved. De udfylder ikke dagpengekort og må godt tage en tur til Malmø uden at få et hak. Hvad gør regeringen for, at det også for dem »kan betale sig at arbejde«?

Hvorfor også det? Det er jo slet ikke så tosset at være i ansvarsløshedssystemet.