15 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

25. maj 1977 Stjernekrigen bryder ud

25. maj 1977 Stjernekrigen bryder ud

Fredag, 25. maj, 2012, 11:32:45

Der bliver skrevet historie, da effektnørden George Lucas efter års arbejde sender sin Star Wars op på de amerikanske og hele verdens filmlærreder.

Den 25. maj 1977 åbner den episke storfilm Star Wars i amerikanske biografer. Filmen bliver én af Hollywoods største kassesuccesser nogensinde.

Den kommer til at danne grundlag for et ekstremt værdifuldt brand, et multi-mil­liard forretningsimperium, en religiøs bevægelse og et samlingspunkt for sience fiction fans og nørder over hele verden.

Star Wars er en såkaldt space opera, en gammeldags episk fortælling med karakterer baseret på klassiske arketyper sat ind i et komplekst sience fiction univers med avanceret teknologi, rumrejser og fremmede verdner.

Manden bag filmen hedder George Walton Lucas, og han har både skrevet manuskript og instrueret på det filmprojekt, som har været hans hjertebarn gennem næsten et årti.

Arbejdet på manuscriptet har været en kompliceret proces for Lucas, der henter inspiration fra så forskellige steder som gamle Jens Lyn-historier, japanske samurai-film, moderne krigsfilm og germansk mytologi.

Resultatet bliver en frisk genfortælling af en klassisk historie, der bliver understøttet af banebrydende special effects og avanceret klippeteknik.

Star Wars bliver en gigantisk succes både i USA og internationalt, og snart er børn og voksne på fornavn med figurer som Luke Skywalker, Han Solo, Darth Vader, Obi-Wan Kenobi, R2-D2 og Chewbacca, der i dag er blevet klassiske ikoner.

Star Wars’ succes bliver snart en gigantisk marketings-succes og bliver genstand for utallige former for merchandice og spin-offs af svingende kvalitet. Særligt et katastrofalt pinagtigt to timer langt jule-varietéshow fra 1978 skiller sig ud.

Lucas og hans produktionsselskab slår succesen fast med to opfølgende film i 1981 og 1983 med lignende succes. I den forbindelse bliver den oprindelige film omdøbt med undertitlen Episode IV – A new hope. Den lægger grunden til de senere film i sagaen, der kommer ud fra 1999 til 2005.

Ud over at være én af de bedst indtjenende film serier nogensinde og et usædvanligt levedygtigt brand er Star Wars–universet blevet genstand for mange særprægede former for fan-dyrkelse. Den fiktive Jedi– religion i filmene er således i dag et anerkendt trossamfund i flere lande.

Filmen har haft så stor betydning for flere generationer af film-freaks og nørder, at årsdagen for lanceringen, den 25. maj, er blevet gjort til International Geek-Pride–dag.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. maj. 2012 - 11:32   03. sep. 2012 - 10:59

Historie