I 1954 tager Sovjet­unionen NATO på ordet og søger om medlemskab af alliancen for én gang for alle at forhindre en krig.

Det blev ikke Sovjetunionen men derimod Vesttyskland, der blev optaget i Atlant-Pagten. Den 23. oktober 1954 inviterede Det Nordatlantiske Råd landet som medlem af Alliancen.

NATO

Den 18. maj 1950 afsluttes det første store topmøde i den nyoprettede vestlige militær­alliance NATO.

Ved konferencens afslutning, der bliver holdt foran rullende tv-kameraer i Lancaster House i London, vedtager de daværende 12 medlemslande den såkaldte »Musketér-ed«, der siger, at ethvert angreb på et medlemsland er at betragte som et angreb på alle NATO-lande.

Mens blitzlysene blinker, bliver underskrifterne sat på aftalen Dermed fuldendes den opsplitning af Europa, der har været en realitet siden Afslutningen af Anden Verdenskrig fem år tidligere.

Atlant-pagten, der er selve grundlaget for NATO, er blevet udformet et år tidligere efter amerikansk/britisk diktat, vendt imod den stigende indflydelse fra Sovjetunionen ovenpå sejren over nazismen.

Officielt er NATO’s formål at afværge en ny storkrig gennem gensidige forsikringer og et stærkt atom-arsenal. I Sovjetunionen har man svært ved at se NATO som andet end en alliance med det formål at knuse socialismen.

Alligevel beslutter den sovjetiske regering i 1954 at tage NATO’s erklæringer bogstaveligt og anmoder om medlemskab af alliancen for én gang for alle at forhindre en krig.

NATO-landene med USA i spidsen afviser selvfølgelig forslaget på stedet og optager i stedet Vesttyskland i alliancen i 1955.

Samme år kommer de socialistiske landes modsvar i form af Warszawa-pagten, og dermed er brikkerne stillet op til de næste årtiers kamp mellem imperialismen og socialismen, der indtil videre finder sin afslutning med Warszawa-pagtens opløsning i 1991.