Det sovjet/russiske rum­program med Mir var planlagt til at vare i fem år. I stedet blev det til 15 år med talrige rekorder for rumfart indtil 2001.

Den 23. marts 2001 slutter det på daværende tidspunkt længste rumprogram, da den sovjetisk/russiske rumstation Mir vender tilbage til Jordens atmosfære og brænder op på sin vej mod Stillehavets overflade.

Mir – ordet kan betyde både »Fred« og »Verden« på russisk – er udsprunget af  det sovjetiske Salyut-program, der i 1971 opsender verdens første rumstation, Salyut 1.

Salyut-stationerne såvel som det senere amerikanske Skylab er monolit konstruktioner, hvilket vil sige, at de allerede ved opsendelsen inderholder alle de forsyninger, som skal holde stationen kørende og dens besætning i live. Når disse forsyninger er opbrugt, bliver stationen forladt for at brænde op i atmosfæren.

Mir, hvis første modul bliver opsendt i 1986, er helt anderledes. Det er det første rumfartøj designet til at kunne modtage nye forsyninger gennem besøg fra andre rumfartøjer. Det kan desuden udbygges med nye moduler, der kan forbedre mulighederne for at drive forskning og samtidig gøre de skiftende besætningers liv mere behageligt.

Modsat hvad mange tror befinder rumstationer som Mir sig ikke udenfor Jordens tyngdefelt. Faktisk er tyngdekraften over 90 procent af, hvad den er er ved Jordens overflade, men stationen befinder sig i et konstant kontrolleret fald.

Det sikrer næsten total vægtløshed inde i stationen, der bevæger sig rundt om Jorden med over 27.000 kilometer i timen og  som gennemfører mere end 15 kredsløb hver eneste dag.

Over de følgende 10 år bliver Mir gradvist udbygget til mange gange sin oprindelige størrelse og slår et utal af rekorder indenfor rumfart, deriblandt længste periode et menneske har opholdt sig i rummet (Valeri Polyakov 437 dage).

Efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 bliver budgettet til at holde Mir i gang gradvist skåret ned, og da det sidste modul bliver tilføjet i april 1996, beslutter man at stoppe udbygningen.

I løbet af de sene halvfemsere bliver det klart, at Mir er ved at nå grænsen for sin levetid. Meget af kosmonauternes tid går med at udføre reparationer, og Rusland er allerede dybt involveret i bygningen af det næste store projekt, den internationale rumstation ISS.

Efter en sidste oprydningsmission i april 2000 bliver Mir forladt efter at være blevet forsynet med styreraketter, der skal hjælpe med at kontrollere dens sidste rejse. Efter næsten et år, hvor Mirs bane langsomt mister højde, er det blevet tid til at  bringe Mir tilbage til Jorden.

Under stor pressebevågenhed brænder den gamle rumstation op i atmosfæren over Fiji omkring klokken 20.00 lokal tid, og de få overlevne vragdele styrter i Stillehavets bølger. Mir er ophørt med at eksistereefter 15 år, meget længere end de fem år, der var stationens oprindeligt planlagte levetid.

Mirs død betyder dog ikke enden på menneskets tilstedeværelse i rummet, for allerede da er ISS allerede bemandet, og den nye rumstation har i dag slået Mirs rekord som den længst varende konstante menneskelige tilstedeværelse udenfor Jorden.