Der venter Kong Hans en grim overraskelse, da han i 1500 vil give de kæphøje ditmarskere en lektie i underdanighed.

Den 17. februar år 1500 rykker en stor dansk/nordtysk hær frem gennem det sumpede marskland nær landsbyen Hemmingstedt i området Ditmarsken i det vestlige Slesvig-Holsten.

Hæren, der anføres af den danske konge, Hans, har som mål at knuse en oprørsk bondehær, men der venter dem en grim overraskelse i det oversvømmede marskland.

Ditmarsken har gennem generationer haft status som en uafhængig »bonderepublik«, hvor befolkningen, der mest består af selvejerbønder, har styret sig selv uden den store indblanding fra hverken konger eller adelsfolk.

I årene op til 1500 er befolkningen på egnen imidlertid blevet meget sikre på sig selv og har nægtet at betale skat til deres formelle overhoved, den danske konge, som ud over at regere Danmark også er hertug af de nordtyske provinser Slesvig og Holsten.

I vinteren 1499 beslutter kong Hans, at tiden er kommet til helt at undertvinge Ditmarsken, og han samler en stor hær på 15.000 mand. Den består først og fremmest af danske og nordtyske adelsfolk med deres riddere og  støttes af 4.000 lejesoldater, den berygtede saksiske »Sorte Garde«.

Den enorme hær medbringer ud over våben og rustningen alskens luksusvarer, som tillader adelsmændene at fortsætte deres luksuøse liv i felten. Derfor kommer den kun langsomt frem.

Mange af adelsmændene ser nærmest krigen som en fornøjelig udflugt og regner med en nem sejr over de utrænede og dårligt udrustede bønder.

Først den 14. februar 1500 når hæren byen Meldorf, som bliver grusomt plyndret af den Sorte Garde og de fleste af indbyggerne myrdet. Grusomhederne skræmmer dog ikke ditmarkskerne, som går i stilling langs vejen til landsbyen Hemmingstedt, midt ude i marsken.

Om morgenen den 17. februar bliver den hårde frost afløst af tøvejr og slud, der forvandler selv de gode veje til et ufremkommeligt ælte, og oven i købet har bønderne åbnet sluserne og oversvømmet marsklandet.

Alligevel insisterer kong Hans på at rykke frem og tvinge bondehæren i slag. Da hæren bevæger sig frem på toppen af et dige gennem marsken, bliver de pludseligt beskudt med kanoner og musketter fra stærke stillinger, som bønderne gemmer sig bag.

Gennem flere timer raser et voldsomt blodbad, hvor den danske hær ikke kan bevæge sig hverken frem eller tilbage, mens bønderne, der kender området og ved, hvor man kan bevæge sig sikker, gang på gang slår til mod danskernes svage punkter.

Kun ganske få falder i åben kamp. De fleste bliver skudt på afstand, drukner i mudderet eller bliver jaget og dræbt af ditmarskerne, når de forsøger at flygte. Kong Hans selv må flygte over hals og hoved og størstedelen af hans adelige hær og næsten hele den Sort Garde går til grunde.

Ditmarskerne har vundet en stor sejr, og den 15. marts må den danske konge skrive under på en fredsaftale, der sikrer Ditmarskens frihed, som holder endnu 60 år, inden området endeligt bliver undertvunget af danskerne.

Ditmarskernes kamp mod den danske kongemagt er siden blevet en legende. Den blev desværre også kraftigt misbrugt af blandt andre nazisterne i 1930’erne.