Fri mand kan ikke leve under et tyngende åg, og de plyndrende og hærgende tyskere var en byrde for hele landsdelen.
af Lars Ulrik Thomsen
Niels Ebbesøn står som symbolet på frihed og national selvstændighed, noget som stadig er aktuelt. Vi befinder os nu i aprildagene i 1340, da dramatiske begivenheder udspillede sig i kronjydernes by.
En såret kriger er på vej gennem skovene i nærheden af Langå. Grenenes fine spil flimrer i aprilsolen, og får Niels til at døse. I glimt gennemlever han de seneste dages begivenheder, i usammenhængende billeder – den angstfulde venten i mørket i sivene ved Gudenåen. Den svirende hob af landsknægte, som tumler drukne rundt i de skæve gyder.
Endelig gensynet med grev Gert, der bøjer sig råbende ud af vinduet.
Det hele var begyndt natten til den 1. april 1340, hvor en gruppe mænd forklædt som tyske landsknægte sneg sig ind i Randers. Den lille by, der rummer cirka 2000 indbyggere, er overfyldt med landsknægte, som på grev Gerts ordre skal indtage Jylland og indlemme landsdelen i det slesvig-holstenske rige.
Rundt omkring på byens torve og pladser brænder der bål, hvor soldaterne lader spiddene med udskårne oksekroppe rulle.
Tønder med rhinskvin er kørt ind på store prærievogne, som er fulgt med landsknægtene på rejsen op gennem Jylland. Vinen flyder i rigelige mængder, og soldaterne er godt anløbne.
I forvirringen lykkes det Niels og hans mænd at nærme sig grevens sovehus, som ligger i nærheden af Helligåndshuset.
På førstesalen brænder der lys i de buede vinduer, og kapellanens aftenbøn trænger brudstykkevis ud til de ventende mænd.
Et andet sted nordligere i byen er andre af Niels’ mænd ved at sætte ild til en lade, der tilhører en af byens rige kræmmere. Deres plan er at aflede opmærksomheden fra grevens hus og få soldaterne til at søge hen til Niels Madsens lade.
Drabet
Imens venter Niels Ebbesøn og hans mænd uden for grevens hus, og pludselig ser de et ildskær flamme op et stykke oppe ad bakken. Den eksplosionsagtige brand oplyser den mørke himmel, og råbet »ildløs« genlyder i byens gader.
Niels og mændene venter endnu en stund for at være sikre på, at ingen forstyrrer dem i deres forehavende, så trænger de ved hjælp af økser ind i grevens hus.
De kommer ind i en forstue, hvor forskelligt forråd opbevares – åbenbart til grevens forplejning. En trappe fører op til førstesalen, og med dragne våben går mændene op for at møde greven.
Da de kommer ind i sovekammeret, møder der dem et mærkeligt syn. Greven har slået vinduet op og hænger i den bare skjorte ud over karmen, råbende på hjælp fra sine vagter.
Kapellanen kryber sammen ved sengens hovedgærde og holder manende et kors frem mod de indtrængende.
Niels Ebbesøn griber tavs den kullede greve og trækker ham hen mod sengestokken. To af hans mænd griber greven og trækker hans hoved ned mod sengestokken, mens Niels gør rede til at hugge.
Et andet sted i byen er den gruppe mænd, som skulle sætte ild til laden, på vej mod grevens hus for at blive genforenet med Niels og de øvrige fra gruppen. De spiller drukne landsknægte og råber nogle usammenhængende tyske gloser.
De kommer forbi en bålplads, og landsknægtene her vil have dem til at deltage i festen. Afværgende slår Niels’ mænd ud med armene, mens de slingrende raver videre. De har ingen tid at spilde, hvis de vil nå at slippe ud af byen.
Da de kommer til grevens hus, er en gruppe af hans vagtfolk kommet til og er kommet i kamp med Niels og mændene.
Flugten
Ved hjælp af de tilkomne mænd lykkes det at gøre det af med tyskerne en efter en. De tørrer våbnene af i de dødes kjortler og begiver sig hastigt på vej mod byporten og Gudenåen.
Niels har formeret dem som en deling landsknægte, der ilsomt marcherer gennem byen. Som en mørk silhuet rejser de høje bytårne sig, og på hver side af porten er der stukket en fakkel, som svagt oplyser sceneriet.
Der hersker forvirring og opstandelse blandt vagtpersonalet, fordi ilden stadig flammer op i den nordlige del af byen. Da Niels og hans mænd kommer tæt på porten, trækker de blank og hugger ind på portvagten, der dårligt når at forstå, hvad der foregår.
Men en af vagterne er snarrådig nok til at gribe efter sin lanse. I et rasende fremstød rammer han Niels Ebbesøn i skulderen, så blodet vælder frem.
Niels’ mænd kommer ham til undsætning og får gjort det af med vagtmanden. De forbinder nødtørftigt Niels’ skulder og hjælper ham på benene igen. Med en mand på hver side til at støtte sig går Niels med mændene gennem porten.
Endelig når de frem til en lavning, hvor deres heste står bundet. Mændene hjælper Niels op på hesten, og med en rytter på hver side rider Niels med mændene ned mod træbroen.
I mellemtiden er drabet på greven blevet opdaget, og en gruppe forfølgere er på vej mod byporten og Gudenåen. Til deres store overraskelse er der et gabende hul midt i broen, hvor plankerne er blevet løsnet.
Det giver de flygtende et forspring og gør det muligt for dem at undslippe i retning af Langå og Houlbjerg skov.
Det var her, vi mødte Niels Ebbesøn, da han mærket af sit sår rider igennem skoven.
Niels og greven
Niels genoplever sit møde med greven og hans forskræmte øjne. Dette billede af de mørke øjne under den skaldede isse brænder sig ind i hans hukommelse og vil følge ham i tiden fremover.
For et år siden arbejdede Niels for greven, men forlod ham efter et skænderi.
Siden har Niels tumlet med planen om at gøre det af med grev Gert, ikke som en personlig hævn, men som et opgør med tyskervældet og besættelsen.
Fri mand kan ikke leve under et tyngende åg, og de plyndrende og hærgende tyskere var en byrde for hele landsdelen.
Nu red Niels gennem skoven, og på trods af sit sår føler han en befrielsens rus. De vil stadig komme til at opleve mørke dage med tyskernes hævntogter, men nu er der håb om, at de igen bliver frie mænd i eget hus.
Ad mange omveje når Niels Ebbesøn frem til sin gård Nørreris nord for Århus, hvor hans kone tager ham under kærlig pleje.
Mens Niels ligger og kommer til hægterne, tænker han på et ordspil han havde haft med greven, da han tog sin afsked. Greven søgte at hindre det og formanede Niels om, at ingen svend må ride fra sin herre, så længe denne ikke gav sin godkendelse. 1)
Hertil svarede Niels: »Ingen er tilsammen viet undtagen munken og hans kappe. Hovmand rider og hovmand kommer, hvor han tjener til takke!«
Disse ord var nu blevet til virkelighed, ikke bare for Niels, men for hele Jylland. Det danske folk havde taget det første skridt på sin lange vej mod frihed og selvstændighed.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
