Presset af retssystem, der kriminaliserer stadig flere fattige begynder de britiske domstole at deportere de dømte til Australien.

Den 19. januar 1788 lægger eskorteskibet HMS »Supply« til ud for Australiens østkyst. I de kommende dage bliver »Supply« efterfulgt af ti andre skibe, der tilsammen udgør den såkaldte »første flåde« til den britiske koloni New South Wales.

Ombord på seks af skibene befinder sig 750 mænd, kvinder og børn, der skal grundlægge en ny britisk koloni i Australien. Disse mennesker er ikke kommet af egen fri vilje. De er alle blevet dømt til deportation ved en britisk domstol og tvunget til at forlade deres fædreland for i stedet at deltage i det voksende britiske imperiums koloniherredømme.

Fangerne der ankommer i januar 1788 er de første af de mange tusinde dømte kriminelle, der i de kommende 80 år bliver tvunget til at bosætte sig i Australien. Hvor kommer alle disse kriminelle fra?

Siden slutningen af middelalderen har det britiske retssystem udviklet sig mere og mere ekstremt i forhold til de straffe der idømmes for selv små forbrydelser. I 1770 er der således ikke færre end 222 lovovertrædelser der medfører dødsstraf. De fleste af disse lovovertrædelser har at gøre med krænkelse af den private ejendomsret. Enhver form for tyveri af noget til en værdi af mere end 5 shilling kan sende selv små børn i galgen, for loven skelner ikke forbrydere ud fra deres alder.

Allerede flere årtier inden deportationerne til Australien begynder, er de britiske myndigheder blevet klar over, at den ekstremt hårde lovgivning ikke kan opretholdes i længden. Den stigende industrialisering har fået folk til at søge sammen i byerne og den voksende fattige arbejderklasse kommer langt oftere i konflikt med loven, end man ser det i landsbyerne, hvor man fra gammel tid har klaret mindre forbrydelser selv uden rettens indblanding.

Allerede inden den første brite har sat sin fod i Australien er man således begyndt at dømme folk, der ellers ville ende i galgen til deportation til de britiske kronkolonier i Amerika. Da James Cook i 1770 »opdager« Australien (Han er langt fra den første) og erklærer landet for en britisk koloni, får myndighederne præcis den mulighed de har håbet på: Et enormt område, der endnu ikke er udnyttet af europæiske stormagter, hvor man uden risiko kan sende tusindvis af straffefanger hen for at starte et nyt glorværdigt kapitel i imperiets historie.

Den første flåde af skibe med straffefanger sejler fra de britiske øer den 13. maj 1787, og de 786 ombordværende straffefanger, hvoraf mange er kvinder og børn, kommer aldrig til at se deres hjem eller familie igen. Rejsen den halve vej rundt om jorden går overraskende glat, og da det første skib lægger til den 19. januar 1788 er kun 43 af de deporterede døde, og der er oven i købet født 7 nye børn undervejs. De 750 står nu overfor at skulle skabe sig en fremtid alene i et fremmed land, og dødeligheden i koloniens første leveår bliver da også høj.

Straffefangerne kommer dog ikke til at være alene længe. De britiske domstole begynder hurtigt at dømme folk til deportation i tusindvis, og over de næste 80 år kommer flere end 165.000 straffefanger til Australien. Det tal blegner dog i sammenligning med det antal, der kommer mere eller mindre frivilligt.

I 1851 bliver der gjort rige fund af guld i Australiens sydlige bjerge, og det starter en vanvittig »guldfeber« hjemme på de britiske øer. Alene i 1852 kommer flere end 370.000 immigranter til Australien med frygtelige konsekvenser for den indfødte befolkning, der bliver fordrevet fra deres landsbyer og ofte jaget som dyr.. Det er en myte, at Australiens befolkning først og fremmest stammer fra straffefanger, langt de fleste var normale immigranter. Det hele startede dog for alvor med de skibe der landede i januar 1788.