Den 20. december 1973 bliver den spanske hovedstad Madrid gennemrystet af en øresønderrivende eksplosion. Den baskiske befrielsesbevægelse ETA har slået til imod landets præsident Don Luis Carrero Blanco og tilføjet det smuldrende diktatur endnu et alvorligt slag.
Siden borgerkrigen 1936 – 39 har admiral Carrero Blanco været blandt den fascistiske diktator Francisco Francos nærmeste rådgivere, og har haft stor indflydelse på regeringen af landet. Han har haft stor indflydelse på, at Spanien holdt sig ude af Anden Verdenskrig og efterfølgende gennem 1950’erne været en af hovedarkitekterne bag diktaturets tættere tilknytning til USA, som har hjulpet Franco til at blive ved magten længe efter fascismens nederlag i resten af Europa.
Ud over sin uforbeholdne støtte til diktaturet er Carrero Blanco også stærkt troende katolik og tæt knyttet til den kontroversielle organisation Opus Dei.
I 1973 er Franco aldrende og svækket af sygdom, og den 9. juni udnævner diktatoren sin gamle støtte Carrero Blanco til præsident og leder af regeringen. Det er tydeligt, at Carrero Blanco er blevet kørt i stilling til at overtage styringen af landet efter Francos død. Men hans tid på præsidentposten bliver kortvarig.
Den 20. december samme år bliver han udsat for et voldsomt bombeattentat, da hans bil er på vej fra gudstjeneste. Omkring 100 kilo sprængstof, anbragt i en tunnel gravet under vejen, eksploderer netop som præsidentens bil passerer. Bilen bliver slynget hen over en fem etagers bygning og lander på taget. Carrero samt hans bodyguard og chauffør bliver dræbt øjeblikkeligt.
Efterfølgende påtager den baskiske befrielsesorganisation ETA sig ansvaret for bombningen, som har været planlagt siden før Carrero Blanco blev udnævnt til præsident.
Baskerne har været en af de befolkningsgrupper, der har været udsat for den voldsomste undertrykkelse under Francos regime, og ETA har været blandt de mest aktive modstandsbevægelser.
Selv om ETA's mål kun har været at hævne drabene på fem modstandsfolk og skabe størst muligt kaos, så kommer attentatet på Carrero Blanco til at spille en langt større rolle. Uden en klar arvtager til Franco begynder regimet gradvist at smuldre, og da Franco dør i november 1975 er vejen banet for et endeligt opgør med diktaturet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278