23 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

8. september 1945 USA på vej ind i Korea

8. september 1945 USA på vej ind i Korea

Torsdag, 08. september, 2011, 10:52:44

Den amerikanske general John R. Hodge opretter et militærstyre i Sydkorea. Det bliver starten på den opdeling af Korea, der stadig eksisterer i dag.

Den 8. september 1945 ankommer den amerikanske general John R. Hodge til den sydlige del af den koreanske halvø.

Hans opgave er, at oprette et militærstyre i landet efter den japanske besættelsesmagts kapitulation den 15. august. Det bliver starten på den opdeling af Korea, der stadig eksisterer den dag i dag.

Ved Potsdam-konferencen i juli har de allierede stormagter lagt planen for afslutningen af Anden Verdenskrig. En del af planen involverer, at Sovjetunionen skal rykke ind i det japansk besatte Korea og besætte den nordlige del af landet.

Denne del af planen er udført den 10. august, og de sovjetiske tropper stopper efter aftale med USA nord for den 38. breddegrad. Først efter Japans formelle overgivelse den 2. september begynder den egentlige amerikanske invasion af det sydlige Korea.

På det tidspunkt er Korea for længst blevet en brik i magtspillet mellem de to supermagter USA og Sovjetunionen, og »befrielsen« af Korea får hurtigt karakter af endnu en besættelse.

Ved sin ankomst til Korea den 8. september opretter general Hodge en militærregering og ansætter mange af de samme japanske embedsmænd og politistyrker, som kontrollerede landet under den japanske besættelse.

Den overgangsregering, der forsøger at skabe grobund for én fælles stat, bliver først ignoreret og senere direkte undertrykt af militærstyret.

I det nyoprettede FN udbryder der snart slagsmål over fremtiden for Korea, og skillelinjen ved den 38. breddegrad får mere karakter af en militær frontlinje i den kolde krig mellem det USA-støttede Syd og det sovjetisk/kinesisk-støttede Nord. Grobunden er lagt for den krig, der for alvor bryder løs i juni 1950, og som i princippet ikke er afsluttet endnu.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. sep. 2011 - 10:52   03. sep. 2012 - 10:59

Historie