23 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

30. august 1963 Den »varme linje« åbnes

30. august 1963 Den »varme linje« åbnes

Tirsdag, 30. august, 2011, 11:53:23

På en nedrustnings­konference bliver USA og Sovjetunionen enige om behovet for at oprette en direkte kommunikations­linje mellem de to landes regeringer.

Den 30. august 1963 åbnes der en direkte telekommunikationsforbindelse mellem Det Hvide Hus i Washington D.C. og regeringsbygningen Kreml i Moskva.

Den såkaldte »varme linje« bliver et symbol på den kolde krigs konstante trussel om et atom-ragnarok, der gør det nødvendigt for verdens to supermagter konstant at kunne være i forbindelse med hinanden.

Cuba-krisen i oktober og november 1962, der har været snublende nær på at kaste verden ud i en ødelæggende atom-krig, har understreget behovet for sikker og direkte kommunikation mellem de to supermagter USA og Sovjetunionen.

Under krisen har det taget USA næsten 12 timer at oversætte det mæglingsforslag fra Sovjetunionen, der i sidste ende forhindrer krigen, en farlig forsinkelse i en situation, hvor truslen om krig er overhængene.

På en nedrustningskonference i Genève i august 1963 bliver USA’s og Sovjetunionens repræsentanter enige om et memorandum, der understreger behovet for at oprette en direkte kommunikationslinje mellem de to landes regeringer. Allerede den 30. august samme år bliver forbindelsen oprettet i form af en konstant åben telex-linje mellem Washington og Moskva over London, København, Stockholm og Helsinki.

I de første mange år består linjen kun af en fjenskriverforbindelse, den karakteristiske røde telefon i præsidentens kontor i Det Hvide Hus bliver først installeret i 1971.

Ikke desto mindre spreder idéen om en direkte forbindelse mellem stormagternes ledere sig hurtigt i den folkelige bevidsthed, og en direkte telefonforbindelse mellem Washington og Moskva optræder i klassiske koldkrigs-film som »Fail Safe« og »Dr. Strangelove«, længe før en telefonlinje faktisk eksisterer i virkeligheden.

Telefonforbindelsen, der bliver kendt i offentligheden som den »varme linje« (og som igen er oprindelsen til begrebet »hotline«) bliver et symbol på den tunge alvor, der ligger bag truslen om atom-krig under den kolde krig.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. aug. 2011 - 11:53   03. sep. 2012 - 10:59

Historie