Berlins Olympiske Lege i 1936 skulle bevise læren om ariernes fysiske overlegenhed. Men barnebarnet af en sort slave ville det anderledes.

Det er en varm og solrig sommerdag på det olympiske stadion i Berlin. De olympiske leges atletikkonkurrence er gået i gang. På en tribune troner rigskansler Adolf Hitler, omgivet af sine livvagter.

Et fyldt stadion følger spændt forberedelserne til dagens og legenes klassiske hødepunkt, kåringen af verdens hurtigste mand på 100 meter sprint.

Til Hitlers misfornøjelse er to af deltagerne ikke hvide ariere, men sorte afro-amerikanere, som i den officielle propaganda skildres som den hvide race underlegen.

Op til legene i Berlin har de tyske arrangører bebrejdet USA, at de nedværdiger sig til at lade sig repræsentere af »sorte hjælpere«. En tysk regeringstalsmand har sågar besværet sig over, at USA lader disse »ikke-mennesker, som Owens og andre negre« deltage i konkurrencen.

Adolf Hitlers propagandamaskine og det tyske nazistparti har sat alle sejl til for at gøre disse olympiske lege til en magtdemonstration af den hvide mands overherredømme. Det er sket ved omhyggeligt at udvælge de bedste  atleter blandt Hitler Jugend og i den tyske krigsmaskine.

Startskuddet til 100 meter-finalen lyder. De første tyve meter er konkurrenterne stort set lige. Så skyder en  veltrænet sort krop uimodståeligt frem som en pil og sprænger målsnoren fem-seks meter foran de øvrige konkurrenter.

Nøjagtig 10,3 sekunder har det taget Jesse Owen, barnebarn af en Alabama-slave, at pulverisere den nazistiske racelære – endda på det tyske Faderlands egen hellige jord.

For at fylde det bitre bæger op er også sølvvinderen, Ralph Metcalfe, sort. Hitlers ydmygelse er total, men publikum er ligeglade. De tiljubler de to sorte amerikanere for deres præstation.

Men det skal blive endnu værre for Hitlers ambitioner. Næste dag vinder Jesse Owen længdesprings-konkurrencen foran den høje, blonde tyske atlet Luz Long. Han ligner prototypen på et arisk overmenneske, men hylder i åbenlys beundring sin besejrer.

De følgende dage vinder Jesse Owen desuden guld på 200 meter sprint og i 4x100 meter stafetløb.

Adolf Hitler, som har insisteret på personligt at uddele alle guldmedaljer under legene, glimrer ved alle fire præmieoverrækkelser med sit fravær.