Frankrig bliver et af de første lande til endegyldigt at gøre op med den oldgamle tradition med at udstøde forbrydere fra samfundet.

Den 31. maj 1854 underskriver den franske kejser Napoleon III et dekret, der formelt afskaffer »Civiliter Mortuus« - »borgerlig død« som straf i det franske retssystem.

Frankrig bliver dermed et af de første lande til endegyldigt at gøre op med den oldgamle tradition med at udstøde forbrydere fra samfundet.

I næsten alle samfund gennem tiderne har én af de værste straffe, man kunne idømme en forbryder, været udstødelse af samfundet. Den uheldige mistede dermed alle rettigheder, han eller hun måtte have haft, og stod »udenfor loven« og dermed den beskyttelse, som det giver at være medlem af et samfund.

Hvem som helst kunne frit skade eller endda dræbe den udstødte uden nogen form for konsekvenser.

I Norden, hvor straffen har været udbredt langt op i tiden, kalder man en sådan udstødt for »fredløs«, men straffen har været kendt overalt i Europa helt tilbage fra de tidligste kendte lovtekster.

I Frankrig brugte man et udtryk fra det gamle Rom, »Civiliter Mortuus«, men i praksis betød det det samme: Total retsløshed og dermed i praksis en dødsdom i et samfund, der ikke så med milde øjne på dem, der var »udenfor«.

Så indgroet er ideen om udstødelse af samfundet, at først i 1854, næsten 75 efter den franske revolution, bliver straffen endeligt formelt afskaffet, ironisk nok under Napoleon III's diktatoriske kejserrige. Fra da af kan en franskmand ikke længere blive fradømt sine borgerrettigheder. Uanset hvilken forbrydelse han bliver dømt for, vil han fortsat være en del af samfundet med de samme rettigheder som alle andre.

Napoleon III's dekret betyder dog desværre ikke en ende på brugen af fredløshed andre steder i verden. Straffen bliver flittigt brugt under nazismen i Tyskland i 1930’erne og 1940’erne, og selv i dag er den udbredt i landsbysamfund verden over.