Det er i år 100 år siden, at der første gang blev afholdt en international kvindekampdag.

I dag er de fleste bevidste om, at den 8. marts er Kvindernes Internationale Kampdag, men kampdagens historie er en fortælling om en lang og sej kamp for international anerkendelse og mellemfolkelig solidaritet omkring kvindesagen.

Ideen om at afholde Kvindernes Internationale Kampdag bliver fremsat af socialisten Clara Zetkin på den anden internationale kvindekonference i forbindelse med den internationale socialistkongres i Folkets Hus (det senere, og nu nedrevne, Ungdomshus) i København den 26. – 27. august 1910.

Det bliver vedtaget at gøre en dag i marts til international dag for kvindekamp og international solidaritet. Det første årti af kampdagens eksistens varierer datoen ganske meget og bliver normalt altid henlagt til en søndag, da det ofte er den eneste dato, hvor kvindelige arbejdere kan få fri.

Med udbruddet af Første Verdenskrig i 1914 kommer der voldsomt pres på den internationale solidaritet i arbejderklassen, men alligevel lykkes det i mange lande at lave store nationale manifestationer. Den mest berømte er nok de russiske kvinders protest i 1917, der er med til at sætte gang i Februarrevolutionen.

I 1922 vedtager den kommunistiske kvindekonference i Moskva at fastlægge datoen til den 8. marts, en dato der har været opretholdt siden, men med fascismens fremgang i 1930’erne og udbruddet af Anden Verdenskrig bliver kvindekampen atter skubbet i baggrunden.

Først efter 1945 har kampdagen for alvor fået vind i sejlende, og først fra slutningen af 1960’erne har hele fagbevægelsen sluttet op omkring manifestationerne.