Særligt Paraguays oprindelige befolkning lider grusomt under Strössner, og hele stammer bliver ofte indfanget og gjort til slaver.
Den 3. februar 1989 bliver det latinamerikanske land Paraguays diktator gennem næsten 35 år, Alfredo Strössner Matiauda, afsat ved et militærkup.
Strössner, der selv er kommet til magten ved et militærkup i 1954, er den længst regerende blandt alle Latinamerikas mange militærdiktatorer.
Hans regeringstid har været præget af en hidtil uset politisk stabilitet, i de 30 år forud for kuppet i 1954 har Paraguay haft ikke færre end 22 forskellige præsidenter.
Stabiliteten opnår Strössner gennem en fuldstændig dominans over det regerende parti Colorado, som vinder det ene valg efter det andet gennem en total kontrol med valgprocessen, og en uhørt brutal terror imod befolkningen.
Særligt landets oprindelige befolkning lider grusomt under Strössner, og hele stammer bliver ofte indfanget og gjort til slaver.
Enhver politisk opposition bliver slået ned med hård hånd, og særligt medlemmer det illegale kommunistparti står højt på regimets dødsliste.
Strössner, der selv er af tysk afstamning, bliver også kendt for at give asyl til en række højtstående nazister, der er på flugt fra deres forbrydelser under Anden Verdenskrig.
Kontinentets supermagt, USA, ser imidlertid med venlige øjne på den stabilitet og stærke antikommunisme som Strössner repræsenterer og støtter aktivt regimet gennem stort set hele dets levetid.
Den demokratiseringsbølge, der skyller hen over Latinamerika gennem anden halvdel af 1980’erne er dog langsomt med til at underminere det brutale Strössner-diktatur. Større og større dele af arbejderklassen og de jordløse bønder begynder at organisere sig, og i militæret begynder man at frygte for en egentlig revolution.
Den 3. februar bliver Strössner pludseligt væltet ved et militærkup ledet af hans egen svoger, Andrés Rodríguez, der overtager præsidentposten og begynder gradvist at afvikle de værste sider af diktaturet.
Der bliver afholdt valg i maj 1989, dog uden deltagelse af kommunistpartiet, der stadig er forbudt. Valgene er stadig præget af omfattende svindel og Rodríguez beholder magten frem til 1993.
Først ved valget i 2008 får Paraguay sin første præsident, Fernando Lugo, der ikke er opstillet for Colorado-partiet og ikke udelukkende repræsenter USA's interesser.
Alfredo Strössner dør fredeligt den 16. august 2006 i sit eksil i Brasilien i en alder af 93 år.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278