Kroningen betyder det totale nederlag for de franske revolutionære, der i 1789 ønskede et totalt opgør med det enevældige monarki.

Den 2. december 1804 (11. frimaire, XIII efter den republikanske kalender) kroner den franske general Napoleon Bonaparte sig selv til kejser over den franske republik.

Kroningen betyder det totale nederlag for de franske revolutionære, der i 1789 ønskede et totalt opgør med det enevældige monarki.

Det meste af tiden siden revolutionens begyndelse den 18. juli 1789 har den franske republik været et land i stadig krig med sine gamle rivaler, der både frygter Frankrigs militære magt og især, at revolutionen skal sprede sig og omstyrte deres egne enevældige regimer.

I denne situation er det måske ikke overraskende, at militæret tiltager sig en stadig større magt i det franske samfund.

Fra at have været et instrument for enevoldskongen til at erobre fremme lande og undertrykke sin egen befolkning, skulle hæren nu have været folkets forsvar imod undertrykkerne. I stedet er det blevet en hurtig vej til magten for ambitiøse politikere og magtmennesker.

Napoleon har, som én af Frankrigs dygtigste (og heldigste) militære ledere, kæmpet sig vej til præcis den absolutte magt, som ellers skulle have været fortid. Op gennem 1799 tilraner han sig nærmest diktatorisk magt, og fra april 1804 begynder han at kalde sig »Kejser af Frankrig«. Kroningen i december er en nøje tilrettelagt propagandabegivenhed, der skal understrege det nye kejserriges magt og vælde.

I sin jagt på folkelig accept af sin totale magt har Napoleon også allieret sig med den katolske kirke. På trods af, at revolution i sit udgangspunkt er voldsomt anti-kirkelig, velsigner selveste pave Pius VII kroningen med sin tilstedeværelse. Paven sidder i forvejen kun på sin post på Napoleons nåde, og for at understrege det magtforhold er det ikke, som ved tidligere kejserlige kroninger i Europa, paven der sætter kronen på den kommende kejsers hoved, men Napoleon selv.

Da Napoleon sætter kronen på sit hoved den 2. december 1804, er det et dybt nederlag for mange af de ideer, som revolutionen byggede på.

Forude venter der Frankrig flere udsigtsløse krige og adskillige revolutioner og kontrarevolutioner.