Symbolet Stari Most Ødelæggelsen af Stari Most kan virke ubetydelig i sammenligning med krigens grusomheder men kommer til at symbolisere Jugoslaviens ødelæggelse og splittelse.
Den 9. november 1993 raser voldsomme kampe i byen Mostar i Bosnien-Herzegovina, det kommer til at gå ud over ét af byens mest berømte vartegn, den ældgamle bro »Stari Most«.
Broen bliver et symbol på den splittelse og ødelæggelse, som har ramt befolkningen i Jugoslavien.
Borgerkrigen i Jugoslavien, der er begyndt i foråret 1991 med Sloveniens løsrivelse, består af en lang række individuelle konflikter på kryds og tværs af politiske, etniske og religiøse skel.
Fra 1992 er hovedvægten i krigen blevet regionerne Bosnien og Hercegovina, der har proklameret deres selvstændighed i begyndelsen af marts, og efterfølgende er blevet angrebet af både Jugoslavien og Kroatien.
Republikken Bosnien-Herzegovina bliver borgerkrigens blodigste og mest grusomme slagmark med talrige krigsforbrydelser begået af alle sider. I efteråret 1993 går én af de vigtigste frontlinier, i krigen mellem Bosnien-Herzegovina og Kroatien, ved Mostar, der er Hercegovinas største by.
Et vigtigt mål for det stærke kroatiske artilleri er trafikken over floden Neretva, og det er i denne forbindelse, at det historiske mindesmærke Stari Most kommer i skudlinien.
Broen har stået siden 1567, hvor den blev opført af tyrkiske ingeniører på ordre fra den osmanniske sultan Suleyman den Store, og er ét af Jugoslaviens største arkitektoniske mesterværker og samtidig et symbol på hele Balkans komplicerede historie. Den 9. november 1993, efter et døgns bombardement fra kroatisk artilleri, styrter den 427 år gamle bro i floden.
Midt i krigens kaos er der ikke mange der begræder tabet af broen, og der bliver hurtigt opsat en midlertidig kabelbro til erstatning. Selv om ødelæggelsen af Stari Most kan virke ubetydelig i sammenligning med den grusomme krig og de mange tusinde civile og militære ofre, så kommer begivenheden til at symbolisere den ødelæggelse og splittelse, som Jugoslavien har gennemgået i 1990’erne efter siden 1945 at have oplevet den længste periode med fred siden Osmannernes tilbagetog.
Stari Most bliver genopbygget i sin originale form mellem 2001 og 2004, men splittelsen i det tidligere Jugoslavien består.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278