05 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

12. oktober 1960 Partiformand bliver myrdet

12. oktober 1960 Partiformand bliver myrdet

Tirsdag, 12. oktober, 2010, 10:22:07

Formanden for Japans Socialistiske Parti bliver myrdet efter skarp kritik af USA’s imperialistiske politik i Asien.

Den 12. oktober 1960 bliver formanden for Japans Socialistiske Parti myrdet foran rullende tv-kameraer ved et stort valgmøde.

Siden militærstyrets fald efter Anden Verdenskrigs afslutning i 1945 har socialistpartiet været det største parti i det japanske parlament, Diet.

Op gennem 1950’erne har partiet dog lidt voldsomt under interne splittelser imellem højrekræfter, der ønsker at trække partiet væk fra visionen om et socialistisk samfund, og venstreorienterede, der ønsker at bevare partiets linje.

I 1955 bliver partiet samlet igen og ved valget til Repræsentanternes Hus i 1958 opnår partiet næsten en tredjedel af stemmerne, dog stadig uden at komme i regering.

Allerede fra starten af 1960 er der splittelsestendenser igen. Partiets nye formand Inejiro Asanuma taler åbent om socialismen som politisk mål og er voldsomt kritisk overfor USA’s indflydelse i Japan og supermagtens imperialistiske politik i Asien.

På højrefløjen bliver Asanuma betragtet som en direkte trussel, især fordi hans parti har så stor magt i parlamentet, at de kan blokere overfor de ændringer af forfatningen, som den liberale regering prøver at gennemtrumfe.

Den 12. oktober 1960 taler Asanuma ved et stormøde op til valget til parlamentets øvre kammer (Rådet), da han pludseligt bliver overfaldet af en tilskuer, der er stormet op på scenen. Asanuma bliver stukket to gange med en Wakizashi, et traditionelt japansk kortsværd, inden nogen kan nå at reagere. Asanuma dør kort efter af voldsomme blødninger mens tv-kameraerne stadig kører.

Attentatmanden, der bliver pågrebet på stedet, er en 17-årig studerende Otoya Yamaguchi, der er medlem af en af de mange ultra-nationalistiske og højreekstremistiske grupper, der i Japan går under betegnelsen Uyoku Dantai.

Det voldsomme mord på direkte tv sender chokbølger gennem det japanske samfund og socialistpartiet, der i de kommende år bliver yderligere svækket af intern splittelse.

Otoya Yamaguchi når aldrig at blive stillet til ansvar for mordet på Asanuma, han begår nemlig selvmord i sin celle mindre end én uge efter mordet. Fotografen Yasushi Nagao vinder efterfølgende som den første ikke-amerikaner Pulitzer-prisen for pressefoto for sit dramatiske fotografi af attentatet.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


12. okt. 2010 - 10:22   03. sep. 2012 - 10:59

Historie