Hollywood-strejken bliver brugt til at indføre en lov, der tillader politiet at overvåge og registrere fagbevægelsen.

Fredag den 15. oktober 1945 kulminerer en voldsom strejke med et voldeligt opgør ved porten til Warner Brothers’ filmstudier i Burbank, Californien.

Strejken er den hidtil alvorligste, der har ramt den profitable amerikanske filmindustri, men det bliver også begyndelsen til enden for en slagkraftig faglig organisering blandt arbejderne i filmindustrien.

Siden 1930’erne har fagforeningen »Conference of Studio Unions« (CSU) organiseret titusindvis af tømrere, malere, dekoratører, elektrikere og endda tegnefilmstegnere i den amerikanske filmindustri.

Flere af de store filmstudier er dog alt andet end glade for at forhandle overenskomster med det stærke CSU, og vælger i stedet at drive forhandlinger med forbundet »International Alliance of Theatrical Stage Employes« (IATSE).

I februar 1945 nægter producernes forhandlere at anerkende CSU’s ret til at repræsentere arbejderne på en række film-set i Hollywood, og måneden efter svarer CSU igen med en omfattende strejke og blokade af adskillige filmstudier.

»Hollywood-strejken« breder sig i de følgende måneder over hele USA, og i september er over 10.500 arbejdere i strejke i filmstudier over hele landet. Selv om strejken er organiseret af CSU, slutter tusindvis af IATSE-medlemmer sig til strejken, og mange andre nægter at forsøge at bryde igennem blokaderne og udføre CSU-medlemmernes arbejde.

CSU’s strejkekasse er så godt som tømt ved starten af oktober, og den 5. oktober koger stemningen over ved Warner Brothers’ studier i Burbank. Voldsomme kampe bryder ud mellem strejkende arbejdere, skruebrækkere og Warners sikkerhedsvagter. Flere end 40 mennesker bliver såret.

De voldsomme konfrontationer får i sidste ende filmstudierne til at bøje sig og anerkende CSU som forhandlingspartner. CSU’s sejr skal dog vise sig at blive kortvarig. Producenterne er ganske klar over, at den lange strejke har kostet CSU dyrt, og allerede i september 1946 tvinger de CSU ud i endnu en strejke ved på én gang at overflytte alle CSU-medlemmer til dårligere job.

Selv om CSU igen får støtte fra mange medlemmer af IATSE, så bliver byrden af endnu en strejke for stor. Bedre bliver det ikke, da skuespillerforbundet SAG bliver truet til ikke at støtte op om strejken.

Her i begyndelsen af den kolde krig er kommunistfrygten for alvor ved at tage fart, og da der bliver spredt det rygte, at lederen af CSU, Herbert Sorell, skulle være kommunist, smuldrer de sidste rester af støtte til strejken væk, og CSU mister for altid sin position som stærk fagforening.

»Hollywood-strejken« bliver i 1947 et af de væsentligste argumenter for indførelsen af den såkaldte »Hartley-Taft Lov«, der tillader politiet at overvåge og registrere fagbevægelsens aktiviteter i jagten på kommunister. En lov der i dag stadig bliver brugt til at undertrykke den organiserede arbejderklasse i USA.