Tabet af opbakning og den fortsatte økonomiske krise slider til sidst så meget på Anker Jørgensen, at han overlader roret til Poul Schlüter.

Den 10. september 1982 overlader den danske statsminister, Anker Jørgensen, posten som regeringsleder til den konservative Poul Schlüter. Det bliver starten på næsten 11 års borgerligt styre.

Anker Jørgensen overtager i oktober 1972 meget overraskende statsministerposten fra Jens Otto Krag dagen efter afstemningen om Danmarks tilslutning til EF. Til trods for, at Anker Jørgensen ingen ministererfaring har, og af de fleste bliver set som et lidt ubeskrevet blad på Christiansborg, kommer han til at sidde på posten i sammenlagt otte år.

Anker Jørgensens første periode bliver dels markeret af den verdensomspændende krise, dels af Socialdemokratiets sidste alvorlige forsøg på at pille ved dele af ejendomsretten til produktionsmidlerne. Planen bliver kendt som »Økonomisk Demokrati« (ØD) og bliver fra starten mødt med voldsom modstand fra både venstrefløjen og den borgerlige lejr. Da Anker Jørgensens regering falder ved jordskredsvalget i 1973, bliver forslaget skubbet i baggrunden og aldrig genfremsat.

Efter nogle års borgerligt styre under Poul Hartling, er Anker Jørgensen tilbage i sadlen i 1975 og sidder i spidsen for en række mindretalsregeringer frem til 1978.

Trods sin oprindelige placering på partiets venstrefløj bliver partiets politik under Anker Jørgensen drejet stadig længere mod højre. Denne udvikling når et foreløbigt højdepunkt i 1978 – 79, da Anker Jørgensen allierer sig med partiet Venstre og danner Danmarks hidtil eneste SV-regering.

Tabet af opbakning og den fortsatte økonomiske krise slider til sidst så meget på Anker Jørgensen og hans skiftende regeringer, at han den 10. september 1982 overlader roret til de konservatives Poul Schlüter, der stiller sig i spidsen for den såkaldte Firkløverregering.

I Socialdemokratiet føler man sig sikre på, at den splittede borgerlige regering kun vil beholde magten i kort tid. Schlüter-regeringen kommer imidlertid til at ride på nogle års opsving i de internationale økonomiske konjunkturer og bliver siddende i mere end 10 år.

 Selv om Schlüter-regeringens reaktionære politik gang på gang formår at mobilisere den brede befolkning og fagbevægelsen til aktiv kamp imod regeringen, fortsætter Socialdemokratiets højredrejning og tilbagegang. Da Schlüter endelig, i kølvandet på Tamil-sagen og nederlaget ved EU-afstemningen i 1992, smider håndklædet i ringen den 25. januar 1993, bliver det en helt anden slags socialdemokrat, der samler et flertal bag sig: Poul Nyrup Rasmussen.