I 1871 sender USA en »diplomatiske mission« til Korea, som består af fem svært bevæbnede krigsskibe og flere end 650 marine¬infanterister.
Den 10. juni 1871 sejler en flåde på fem amerikanske krigsskibe op ad floden Han på den koreanske halvø. I løbet af det næste døgn løber de amerikanske marineinfanterister fem befæstede forter over ende. Det er koreanernes første møde med USA’s militær, men langt fra det sidste.
USA har siden 1830’erne arbejdet for at sikre sig gunstige handelsbetingelser med landene i Østasien, især Kina, Japan og Korea, men er alle steder blevet mødt med en kold skulder de asiatiske monarkier.
Især Koreas Joseondynasti er mere lukket overfor udenlandske diplomater end noget andet land. USA’s første ekspedition til Korea i 1866 ender i katastrofe, da den koreanske flåde angriber og sænker det bevæbnede fragtskib SS General Sherman.
I foråret 1871 gør USA et nyt forsøg på at få en aftale med koreanerne om samhandel og behandling af skibbrudne sømænd. Den »diplomatiske mission« består denne gang af fem svært bevæbnede krigsskibe og flere end 650 marineinfanterister.
Da flåden i maj lægger til ved Koreas kyst, er den lokale befolkning langt fra tryg ved de udenlandske soldater og nægter at hjælpe dem. Med vanlig sans for diplomati vælger kommandant John Rodgers derpå at sejle skibene op ad Han-floden, som fører til hovedstaden Hanyang (i dag Seoul).
Som svar på denne direkte krigserklæring begynder de koreanske forter langs floden den 1. juni at beskyde krigsskibene, der trækker sig tilbage uden at lide tab. Kommandant Rodgers sender en officiel klage og kræver en undskyldning af Korea.
Da han ikke har fået svar efter ti dage, iværksætter han en straffeekspedition mod de koreanske forter. På under 24 timer den 10. - 11. juni 1871 stormer marineinfanteristerne fem forter langs Han og dræber næsten 250 koreanske soldater og administrativt personale i en meget ulige kamp, hvor kun tre amerikanere bliver dræbt.
Efter nedslagtningen ligger flåden for anker ud for kysten indtil 3. juli, hvorefter den sætter kurs mod Kina. Ved flådens hjemkomst bliver soldaterne hædret for deres modige optræden, og der bliver uddelt tre Medal of Honor – USA’s militærs fornemste orden.
På den diplomatiske front har massakren ikke har gjort Korea mere interesseret i at åbne diplomatiske forbindelser med USA. Først da Japan bomber Hanyang til overgivelse og tvinger Joseon-herskerne til at åbne Korea for handel, får USA sin vilje og underskriver i 1882 den første handelsaftale med Korea. Koreanerne har fået den første smagsprøve på USA’s »diplomati« og militærmagt, som de får mange flere af i det 20. århundrede.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278