I 1976 udledes over seks tons farligt kemisk affald, herunder over ét kilo dioxin i Seveto. Der går over en uge, før de værst ramte områder bliver evakueret, og befolk¬ningen advaret om faren.

Den 19. maj 1983 offentliggøres én af de mest pinlige afsløringer af multinationale selskabers mangel på hensyntagen til miljøet og menneskers ve og vel.

Afsløringen har rødder i én af de værste forureningskatastrofer i Europas historie. Den finder sted på en mindre kemisk fabrik nær byen Seveto tæt på Milano i det nordlige Italien.

Den 10. juli 1976 fører en overophedning i fabrikkens kølesystem til, at der udledes over seks tons farligt kemisk affald, herunder over ét kilo af det dødsensfarlige giftstof dioxin. Trods den overhængende fare går der over en uge,  før de værst ramte områder bliver evakueret, og befolkningen advaret om faren.

Flere hundrede mennesker får varige mén på grund af klordampe, mindst 122 børn fødes i de følgende år med misdannelser som følge af dioxin-forgiftning, og flere end 80.000 dyr dør eller  slagtes for at hindre, at de skadelige kemikalier spredes.

Én positivt effekt af katastrofen bliver dog, at USA’s brug af dioxin som afløvningsmiddel under Vietnamkrigen under kodenavnet Agent Orange kommer i offentlighedens søgelys.

Selskabet Industrie Chimiche Meda Società Azionaria (ICMESA), der driver kemi-fabrikken, bliver draget til ansvar og adskillige af firmaets ansatte, deriblandt direktøren bliver anholdt.

ICMESA’s ejer medicinalgiganten Hoffman-La Roche (også kendt som Roche-gruppen) påtager sig ansvaret for oprydningen efter katastrofen. Desuden udbetaler Roche-gruppen i de kommende år mere end 20 milliarder lire i erstatning til den ramte befolkning.

Alt ser ud til være i skønneste orden, ICMESA’s direktør bliver idømt en kort fængselsstraf, og Roche-gruppen har vist sig som de ansvarlige ejere og sørget for oprydning og erstatning.

Da journalister fra den schweiziske tv-station Télévision Suisse Romande (TSR) begynder at grave i sagen, finde de hurtigt ud af, at ingen øjensynligt ved, hvad der er blevet af de 41 tønder med giftigt affald, som blev samlet ind under oprydningen.

Da sagen bliver offentliggjort i februar 1983 starter det en vild jagt på spor efter affaldet. Roche-gruppens talsmand insisterer på, at affaldet er destrueret på én af selskabets fabrikker i Frankrig, men sandheden viser sig snart at være en helt anden.

Faktisk har Roche-gruppen hyret et tredje firma til at skaffe affaldet af vejen. Den 19. maj 1983 bliver 19 af de 41 tønder med  affald fundet efterladt i et nedlagt slagteri nær Anguilcourt-le-Sart i Frankrig.

Efter den pinlige afsløring påtager Roche-gruppen sig igen det fulde ansvar for at skaffe affaldet af vejen. Den 25. november 1985, over ni år efter katastrofen, oplyser selskabet, at affaldet endeligt er destrueret, forhåbentlig passer det.