16 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ingen plads til de fremmede

Ingen plads til de fremmede

Tirsdag, 22. maj, 2012, 12:07:52

Filminstituttet har afslået at støtte en film, fordi skuespillerne er brune. Nu beder kulturministeren om en forklaring.

Filmen »Gå med fred Jamil« om konflikten mellem sunni– og shia-muslimer i Skandinavien solgte kun 7000 billetter i Danmark, men andre kunne se filmens kvaliteter. Den indbragte instruktøren, palæstinenseren Omar Shargawi, »Nordisk Films Pris« 2012.
Fra Filmen

af Gert Poder

På ASA Film blev producent Henrik Møller-Sørensen og filminstruktør Martin Miehe-Renard noget overrasket, da de modtog afslag på støtte fra Det Danske Filminstitut, DFI, til filmen MGPMissionen.

De faldt ellers straks for Gitte Løkkegaards bog af samme navn om den unge indvandrerpige Sawsan fra Nørrebro i København.

Hun har fået optaget en sang til børnenes Melodi Grand Prix,  MGP, men må ikke deltage for sin far. Sammen med tilflytteren Karl fra Hvide Sande vælger de to at stikke af til Jylland, så hun kan deltage alligevel.

– Jeg kan bare sige, at vi tror på historien og synes, den er så god, at det er fuldstændig underordnet, hvilken hudfarve skuespillerne har, siger Henrik Møller-Sørensen, der også er direktør for ASA Film.

Brun hud sælger ikke

Det med hudfarven kræver en forklaring. I afslaget skrev DFI, at »film med et cast (roller, red.) med anden etnisk baggrund ikke har vist sig at være specielt salgbare i provinsen.«

DFI’s afslag på at støtte en film med henvisning til skue­spillernes brune hudfarve overrasker Dansk Skuespilforbunds formand Katja Holm.

– Jeg må indrømme, at jeg egentlig troede, vi var kommet længere. Vi har alle et ansvar på det her område, og det gælder i allerhøjeste grad også DFI.  Desuden tror jeg ikke, de har ret, når de skriver, at folk i provinsen ikke gider at se på brune mennesker«, siger hun til Information.

Heller ikke kulturminister Uffe Elbæk forstår DFI’s henvisning til hudfarve, etnisk baggrund og hvor mange penge filmen kan indtjene i provinsen.

– Det er en dybt beklagelig sag, som endnu engang viser, hvor vigtigt det er, at vores kulturinstitutioner forstår, at de selvfølgelig skal afspejle den kulturelle mangfoldige verden, de er en del af, skriver han på sin facebook-profil.

På et møde i lørdags med DFI’s direktør Henrik Bo Niel­sen har han bedt om  en skriftlig gennemgang af sagen.

Ingen dokumentation

De var enige om at kritisere afslagets begrundelse, at provinsen – ifølge DFI – ikke interesserer sig for film med ikke-hvide skue­spillere.

– Vi har ingen dokumentation for, at folk i provinsen ikke vil se farvede hovedpersoner, siger DFI’s direktør til Radio24syv.

Claus Ladegaard er DFI’s områdedirektør for Produktion og Udvikling. Også han  beklager formuleringen, som han finder »meget, meget uheldig«.

– Det er ikke en legitim begrundelse, jeg synes heller ikke, det er en rigtig begrundelse, og jeg er ked af, at den overhovedet optræder i et afslagsbrev, siger han til dagbladet Information.

Efter at have fået afslag til filmstøtte hos DFI har ASA-Film søgt og fået støtte af Film Fyn. Her ser direktør Bo Damgaard det ikke som et problem, at der medvirker folk med udenlandsk baggrund i filmen.

– Vi lever jo i et stærkt varieret samfund, det kan vi jo for eksempel se, når der er X Faktor. Vi synes, det er en sjov historie, og den giver en masse omsætning på Fyn i forbindelse med produktionen, så derfor støtter vi, siger han til DR Kultur.

Filmen støttes desuden af Danmarks Radio, der producerer børnenes melodi grand prix MGP.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. maj. 2012 - 12:07   03. sep. 2012 - 11:01

Kulturpolitik