Kunstforeningen Gammel Strand repræsenterer med sine mål og sin vision på én gang et ældgammelt kultursyn og den levende samtidskunst.

Anne Kielgast er udstillingsleder på Kunstforeningen Gl. Strand.

Kunstforeningen

Med sin beliggenhed overfor Thorvaldsens Museum, et stenkast fra Statsministeriet og Folketinget kunne Philip de Langes smukke bygning sagtens have huset en international organisation.

Der er højt til loftet, når man går fra Gammel Strand op af stentrappen ind i den velholdte forhal. Det gamle hus ånder fornemhed og ro.

Men skinnet bedrager. Det er Kunstforeningen Gl. Strand, der har til huse her i det centrale København. Den  flyttede ind i 1952 og har bevaret begge fødder solidt plantet på jorden.

Som en af indre bys lokale udstillingshaller afholder den hver år seks-otte udstillinger med tilsammen 40.000 gæster. De kan des­uden handle ind i husets butik, samt deltage i kunstnertræf og debatter og se film i tilknytning til udstillingerne.

Det tyske forbillede

Kunstforeningen Gl. Strand  blev stiftet i 1825 (!) af professor på Kunstakademiet  C.W. Eckersberg, der selv var aktiv kunstner.

– Han ville skabe en fri ramme, hvor kunsten kunne vises og diskuteres. Ønsket var at brede kunsten ud til et publikum, der ikke tilhørte den snævre kreds omkring kunst­akademiet og det tilhørende Charlottenborg, forklarer udstillingsinspektør  på Kunstforeningen Gl. Strand Anne Kielgast, som er uddannet kunsthistoriker.

Kunstforeningen var født af oplysningstidens borgerlige uddannelsestanke og forbilledet var Tyskland. Her havde enhver by med respekt for sig selv en kunstforening, som dels holdt udstillinger og debatter, dels spredte værker af de deltagende kunstnere til den lokale befolkning.

– Til hver udstilling blev kunstnerne bedt om at donere et værk. Så lavede man en serie grafik ud fra malerierne, og de rigtigt heldige kunne få det originale værk. Så op til 1950’erne havde Kunstforeningen en meget stor samling kunst, som så blev solgt for at købe huset hér, siger Anne Kielgast.

Et elitært projekt

Det betød ikke, at kunsten fra starten blev bredt ud til byens jævne befolkning. Foreningen var fra starten et elitært projekt for borgerskabet, der mere fungerede som diskussionsklub end som udstillingssted.

Efter nogle år begyndte den at udstille værker af samtidens danske kunstnere.

– Men meget hurtigt blev det den nordiske og siden den europæiske kunst. Det var før Statens Museum for Kunst, siger Anne Kielgast.

Stadig samme værdier

Kunstforeningen Gl. Strand er en privat organisation, og derfor ikke omfattet af Museumsloven. Men den modtager et årligt driftstilskud fra Københavns Kommune.

– Vore værdier er de samme som dengang i 1800-tallet. Vi skal gøre samtidskunsten synlig for de mange og virke til at støtte kunstnerne og kunsten, men fremfor alt at brede den ud for et så stort publikum som muligt, siger Anne Kielgast.

Med sin fantastiske beliggenhed er det gamle hus mange penge værd. Der var da også tanker fremme om at sælge det, da det stod klart, at der var behov for en kostbar renovering.

– Vi overvejede, om vi skulle flytte ud til Carlsberg og være en af de kunsthaller, man ser meget i udlandet med rå bygninger, men der var fuld enighed blandt ledelse og bestyrelse, at vi skulle blive, forklarer Anne Kielgast.

En intim udstilling

En tur rundt i lokalerne giver en fornemmelse af, hvorfor. De små rum presser værkerne tæt ind på gæsterne, men samtidig er der højt til lofterne, som har bevaret den oprindelige stukatur.

– Især vore udenlandske kunstnere er dybt fascineret af lokalerne. Selv de, der har udstillet i de store amerikanske haller, bliver forelsket i de  intime rum, siger Anne Kielgast med synlig stolthed.

Hun understreger, at det har været hensynet til kunstnerne, der har været vigtig for den totale renovering, som det gamle hus gennemgik i 2010.

– Vi har holdt fast i, at vi er en del af lokalområdet, og at vi er et alternativ til de white spaces – hvide rum – som findes så mange andre steder, slutter Anne Kielgast.

Lige nu understreger kunstforeningen sin rummelige profil ved at vise to vidt forskellige kunstnere. Overfor tyske Jonathan Meeses vanvidskunst står danske Cathrine Raben Davidsens sarte, feminine univers.

Kunstforeningen Gl. Strand.