Ny stor kortlægning af kønsbalancen indenfor den rytmiske musik afslører, at der er langt til ligestilling. Otte mænd for hver to kvinder, siger rapporten.
Mediepolitik
På scenen er de i overtal. På konservatoriet er de i overtal. Og selv i fødekædens første led på de musikalske grundkurser er billedet det samme:
Lige meget i hvilken retning du vender blikket, når det handler om rytmisk musik, så støder du nærmest per automatik på en mand. Kvinderne er der til gengæld meget langt imellem.
En ny undersøgelsen fra Niras, bestilt af DJBFA og tre andre musikorganisationer, konkluderer blandt andet, at 82 procent af KODAs medlemmer er mænd, og at de modtager hele 88 procent af KODA’s midler.
Billedet er det samme blandt branchens beslutningstagere. Beslutningstagerne i pladeselskaber, spillesteder, festivaler og bookere er alle steder i overvejende grad mænd.
I DJBFA opfordrer man til en større debat om hvorvidt den manglende ligestilling har betydning for musikken og musikmiljøet.
– Vi har efterlyst at få et billede af tingenes reelle tilstand. Foreningerne bag undersøgelsen vil gerne have et bedre overblik. Det har vi nu, og tallene viser, at der er en meget stor skævhed. Men det betyder ikke automatisk, at det også illustrerer et kæmpe problem. Det er det, vi nu vil undersøge,“ siger Maj-Britt Kramer, der er medlem af DJBFAs forretningsudvalg.
Hun efterlyser nu indspark fra både medlemmer og resten af miljøet.
For er det overhovedet et problem, at der er så stor forskel?
– Det hurtige svar er jo, at der bør være ligestilling. Men vi skal turde grave lidt dybere i, hvilken betydning, det har for de forskellige dele af musikken. Har det overhovedet betydning?
Nu har I fået et klart billede. Tror du så, at det vil se anderledes ud om for eksempel tre år?
– Personligt håber jeg da, at der kan rykkes lidt på, hvor mange kvinder, der er i musiklivet. Men det sker ikke på få år. Tidshorisonten er meget længere, og mange ting spiller ind.
– Det starter helt i den tidlige alder med undervisningen i skolerne. Men det handler for eksempel også om, hvordan medierne præsenterer musikken og musiklivet. På tre år kan der tages initiativer, men der skabes ikke resultater på tre år. Så vi skal også turde have en meget længere horisont, slutter Maj-Britt Kramer.
I slutningen af februar afholdt DJBFA sammen med de øvrige tre musikorganisationer bag Niras-undersøgelsen et stormøde om emnet.
Artiklen har været bragt i DJBFA’s medlemsblad KomPost #1/12.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
