Er statspenge til kunst og kultur investering eller støtte? Er private penge godt eller skidt, og hvad gør vi med kunstens vækstlag? Kulturen kom endelig med i valget.
På den kommende finanslov skal kulturministeriet spare 160 millioner kroner i 2011 og yderligere et par hundrede millioner i 2012.
Men er det nu klogt – og i det hele taget nødvendigt, spurgte ordstyrer Klaus Rothstein de seks politikere, der deltog i Kulturvalgmødet i Amager Bio søndag eftermiddag.
Her deltog de kulturpolitiske ordførere Mogens Jensen (Soc.), Pernille Frahm (SF), Per Clausen (Enl.), Venstres politiske ordfører Ellen Trane Nørby, samt folketingskandidaterne Thomas Køhler (Lib.Al.) og Uffe Elbæk (Rad.)
Mødet var arrangeret af Dansk Kunstnerråd, Kulturhusene og De kulturelle Samråd i Danmark for at bringe en ellers temmelig fraværende kulturpolitik på valgkampens dagsorden.
– Det har undret mig, at ingen af ordførerne på området har kulturen med i valgkampen, lød det drillende fra Venstres tidligere kulturpolitiske ordfører, Ellen Trane Nørby.
Hun talte som altid pænt om kulturen som en byggesten i samfundet, og en værdi, der deles af alle danskere. Men hun var også klar i spyttet, når det galdt besparelser på kulturområdet.
– Der er rigtig mange heroppe på podiet, der gerne vil bruge en masse penge på kulturen, men jeg synes de skal spørge, hvor pengene kommer fra, sagde Ellen Trane Nørby. Hun var ikke bleg for at uddybe hvem hun især sigtede til.
– Hver gang Mogens Jensen træder ind af døren, lover han penge væk.
Det kunne man ikke sige at hun gjorde. Tværtimod skulle kulturen yde sin skærv til sparekassen i en krisetid.
Det kunne Thomas Køller fra Liberal Alliance ikke se var noget problem.
– Vi har hørt en masse overordnede betragtninger om de store værdier som kulturen skaber i tilværelsen. Skal man ikke passe på at tro, at det så er så afgørende for netop kunst- og kulturlivet, lød det liberale ressonement.
Fremtidens guldalder
Mogens Jensen kunne så oplyse, at kulturinstitutionerne har afleveret 1,4 milliarder kroner de sidste ti år, og de penge er ikke blevet ført tilbage. Det mente han ikke gavnede kunst- og kulturlivet.
I stedet ville han hellere se fremad. For det første vil socialdemokraterne forsøge at rulle nogle af de værste fejl, som han mente den borgerlige regering havde begået.
– Vi burde ikke have haft kulturkampen. Den har været med til at trække kunst og kultur foran en kulturkampvogn, sagde Mogens Jensen.
– Der kommer ikke en ny rød kulturkamp med rødgardister på jagt i gaderne efter blå lejesvende, lovede han.
Han henviste i stedet til den kulturpolitiske plan, som S, SF og R har lavet. Den betyder blandt andet 100 millioner kroner mere til kulturlivet om året.
– Selv i de fede syv år har man ikke kunnet ofre bare en ekstra krone på kunst og kultur. Det er især gået ud over vækstlaget blandt de unge, der ikke har kunnet få penge til udvikling, sagde Mogens Jensen.
– De sidste ti år har handlet meget om fortidens guldalder. Nu er det på tide at man ser på fremtidens guldalder, lovede han.
Han kritiserede desuden den borgerlige regering for at ville centralisere kulturlivet til skade for det såkaldte armslængdeprincip. Det går ud på, at staten skal holde sig langt væk fra kulturinstitutionernes beslutninger og nøjes med at betale.
– Vi er nødt til at lave et opgør med den øgede centralisering og embedsmandsstyring, der helt klart tegner sig i den nye museumsreform og den ventede reform af kunststøtteordningerne.
Ægget eller hønen?
Undervejs blev der sat spørgsmålstegn ved, om det i det hele taget var rimeligt at tale om støtte til kultur og kunst, når alle undersøgelser viste, at pengene kom trefold tilbage.
Der er gode penge i den såkaldte oplevelsesøkonomi, der efterhånden bidrager ganske solidt til statskassen. Den kreative arbejdskraft findes inden for så forskellige områder som computerspil, teater, festivaler og musikeksport.
– Taler vi ikke om kulturstøtten ud fra et forkert udgangspunkt, når der er tale om investeringer, på linje med andre erhverv? lød et spørgsmål fra salen.
Svarene blæste i vinden, men flere af paneldeltagerne var enig i, at spørgsmålet om at modernisere kulturarbejdernes arbejdsmarked var af stor betydning.
En af dem var SF’s Pernille Frahm, der efterlyste nye regler for dagpenge, ikke blot til kunstnere.
– Vi har en bunden opgave, når tre-parts forhandlingerne på arbejdsmarkedet kommer i gang (hvis rød blok vinder valget, red.), og det er at tage en snak om, hvordan skal arbejdsmarkedet i det hele taget skrues sammen, for der bliver stadig flere af den slags stillinger.
Mogens Jensen foreslog, at der bliver lavet en ny støtteordning for kunstnere, når de i perioder ikke tjener penge.
– Det er lidt dumt, at når kunstnerne ryger ud af dagpengesystemet, så har man mere travlt med at flytte dem væk fra det arbejde de er uddannet til at udføre, i stedet for at give dem plads og sikre, at de bliver ved med at være kunstnere, sagde han.
Han kritiserede også den borgerlige regering for at have svigtet børn og unges adgang til kulturlivet, blandt andet i Folkeskolen.
– Vi skal sørge for, at alle børn og unge på et tidspunkt stifter bekendtskab med kunst og kultur, så de ikke fravælger det uden at vide, hvad det er.
Pengene vil han hente ved at flytte rundt på erhvervsstøtteordningerne. Det skulle give en milliard kroner.
Et nyt samfund
Som den slags debatter gør, så strejfede kulturvalgkampen rundt blandt stort og småt.
Det helt store perspektiv kom fra De Radikales Uffe Elbæk, der så kunsten og kulturens rolle som afgørende for, at vi kan møde fremtidens udfordringer.
– Kulturen skal flyttes fra at være et marginalt politisk område til at være et helt centralt politisk område. Det skal gennemlyse alle andre politiske felter – i forhold til områder som uddannelse, socialområdet, erhverv. Kulturen skal være et omdrejningspunkt for, hvordan vi tænker samfund og udvikling, sagde Uffe Elbæk.
Han henviste til, at samfundet kommer til at nytænke hele sin indretning på grund af fremtidens globale udfordringer fra blandt andet miljø- og energiområdet.
Debattens sidste indlæg kom fra Liberal Alliances deltager, Thomas Køhler. Han talte meget om alle de mange mandater, som hans parti stod til at vinde.
– Har du overhovedet en kulturpolitisk holdning, spurgte en stemme fra salen. Den fortsatte:
– Jeg har lyst til at genere manden.
– Det må du gøre bagefter ude i foyeren, lød det rapt fra ordstyrer Klaus Rothstein.
Og så var den kulturvalgkamp forbi – for denne omgang.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
