Forfatter og instruktør Rhea Lehman havde lokket kulturens elite til et møde om ytringsfrihed, selvcensur og afstanden mellem kunst og politik.
Det kunne have været et morderligt frækt marketing-stunt, men var det ikke.
Den amerikansk-fødte forfatter og instruktør Rhea Lehman havde samlet en pæn mindre flok aktører fra kulturindustrien til »Kulturtopmøde« i Københavns Teaters lille teaterrum.
Det kunne være et stunt, fordi debatoplægget for en gangs skyld ikke blev leverede af de sædvanlige politikere og kunst-kendisser.
Det blev i stedet leveret af det endnu ufærdige teaterstykke Hitler on the Roof, skrevet af Rhea Lehman selv, samt stykkets to skuespillere Ina-Miriam Rosenbaum og Kristian Holm-Joensen.
Her sad de så, de politiske ordførere, kunstnere, kulturjournalister, akademikere og en enkelt gejstlig, og lod sig rive med af tre scener fra teaterstykket Hitler on the Roof.
Rhea Lehman lader i sit stykke, der havde premiere i går, dr. Joseph Goebbels fortælle om, hvordan han opbyggede nazismen som mærkevare – det der hedder et brand i vore dage.
Hans trick var at give folk det de ville have gennem total kontrol med Det Tredje Riges kunst- og kulturliv. Er det også sådan i dag, kunne man så spørge.
– Joseph Goebbels var verdens første spindoktor. Han var far til al god markedsføring, og det er lidt af et problem i min branche, indledte Christian Have, kreativ direktør i Have Kommunikation.
De tre viste teaterepisoder havde som tema armslængdeprincippet i kulturlivet, kunstnerisk ytringsfrihed og forholdet mellem kunst og politik.
De efterfølgende debatter viste, at der er ophobet megen angst i dansk kunst- og kulturliv. Der blev talt om at trække klynkekorte, om selvcensur og skræmte kolleger, om embedsmandskulturens pres ovenfra, om fremmedhad og om hvor svært det er at lave politisk kunst.
Der var både stof til eftertanke og solide latterbrøl, når journalist Georg Metz og den tidligere overrabbiner Bent Melchior rullede sig ud med kloge ord om kulturens rolle.
Skuespiller Anne-Marie Helger talte følelsesladet om repressiv tolerance, hendes kollega Flemming Jensen gjorde grin med massemediernes selvcensur, mens Kristian Holm-Joensen nøgternt konstaterede, at hvis kulturen ikke er del af valgkampen, så ser det sort ud.
Ifølge antropolog Karen Lisa Salomon er den politiske kunsts egentlige problem, at i modsætning til dengang med Goebbels er der i dag ikke nogen at sætte i koncentrationslejr. SF’s kulturpolitiske ordfører Pernille Frahm, fremhævede, at det ikke er gratis at ytre sig.
– Hvis man skal leve sit liv, sin kunst og sin politik på at det er gratis at ytre sig, så synes jeg at man skal blive hjemme, sagde hun.
Formanden for Folketingets kulturudvalg, Karin Nødsgaard, DF, var også mødt op. Hun fortalte hvor svært det er at vride penge ud af finansordføreren – en situation hun var sikker på findes i alle partier. Men uden en kulturdebat går det galt.
– Nu er jeg jo lidt i løvens hule. Men Dansk Folkeparti har ikke lagt skjul på, at vi gerne vil have en debat om kulturen.
Den debat kommer måske under den valgkamp, der vinker forude. For som Ina-Miriam Rosenbaum konstaterede, så er kunst og kultur det vigtigste af alt.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
