02 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Museer føler sig snigløbet

Museer føler sig snigløbet

Tirsdag, 22. februar, 2011, 10:28:17

Organisationen Danske Museer raser over, at staten vil nedskære næsten halvdelen af landets museer uden forudgående dialog og debat.

Ifølge socialdemokraternes kulturordfører er der gode erfaringer fra Museum Sønderjylland med at sammenlægge administrationen for de mange små enheder, som her Dybbøl Mølle.
Museum Sønderjylland

Endnu inden offentliggørelsen af den længe ventede  rapport om fremtidens museumslandskab, foreslår Kulturarvstyrelsen, at  landets 113 museer skal skæres ned til omkring 60 enheder.

Det fortalte kontorchef Ole Winther, Kulturarvstyrelsen, til DR P1’s program Kulturnyt i fredags. Ole Winther begrundede her nedskæringerne med, at de vil være til gavn for brugerne.

– I stedet for at have to direktører og to bogholdere, som laver de knap så museumsrettede ting, så er det bedre, at man bare har én direktør, som så samler de papirer, man nu skal sende til Kulturministeriet og Kulturarvstyrelsen, sagde Ole Winther til Kulturnyt.

– På den måde kan man frigøre nogle penge og mande­timer til at lave rigtig museumsarbejde, som gavner brugerne, konkluderede han.

oprørte museer

Hans udtalelser har vakt voldsomt røre i museums­kredse.

Ifølge Organisationen Danske Museer har »en lang række medlemmer af ODM, både museumsansatte og bestyrelsesmedlemmer« udtrykt »stor forundring over de bastante udmeldinger«.

Ifølge ODM har Kulturarvstyrelsen forsikret, at der er tale om en »fejlfortolkning« af kontorchefens udtalelser i radioen, men den køber ODM ikke.

– Kommende fællesmøder om museumsudredningen virker på dette grundlag som rent tidsspilde og helt ligegyldige, hvis der således allerede er truffet vidtrækkende beslutninger om fremtidens museumsdanmark, uden at forholdene har været debatteret i fagkredse, skriver ODM i sit nyhedsbrev i går..

Museernes organisation føler sig holdt for nar. De mener, at løftet om, at »intet er afgjort før udredningen og en åben debat heraf efterfølgende, klinger nu fælt hult«.

Samtidig har ODM en mistanke om, at hele forløbet omkring den endnu ikke offentliggjorte museumsudredning har været »en meget lang bedøvelsesmanøvre af det decentrale museumsvæsen i Danmark«.

ODM frygter, at meningen hele tiden har været at legitimere allerede vedtagne politiske beslutninger om øget statslig styring ved at centralisere den uregerlige, danske museumsverden.

politisk velvilje

Det ser ud som om der er noget om snakken. De konservatives kulturordfører Rasmus Jarlov har for nyligt sat spørgsmålstegn ved, om man som skatteyder får nok for pengene.

Så kontorchefen tanker om at nedskære antallet af museumsenheder falder i god jord.

– Det lyder som en rigtig god idé at samle museerne i færre enheder. Mange af museerne er så små størrelser, at det vil være en fordel for alle at slå dem sammen, sagde han bagefter til DR Kultur.

Socialdemokraternes kulturordfører Mogens Jensen kalder Kulturarvstyrelsens forslag for »fornuftigt.

Han henviser til, at Museum Sønderjylland har samlet administrationen for en række lokale museer med gode erfaringer.

– Så det er et forslag jeg er positiv over for, siger Mogens Jensen til Ole Winthers udmelding, der altså falder før museumsredegørelsen i det hele taget er offentliggjort.

Den skal ifølge det aftalte præsenteres for en 32 mands store referencegruppe ved et møde den 28. februar.

Her skal eventuelle ændringer skrives ind i rapporten, som så skal endelig diskuteres på et stormøde i Esbjerg den 16. marts.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. feb. 2011 - 10:28   03. sep. 2012 - 11:01

Kulturpolitik