»Dæmoner« er historien om forråelsen, der indtræder mellem mennesker, når vi ikke formår at se og lytte til hinanden.
Teateranmeldelse
Af Nick Bruun
Den svenske dramatiker Lars Norén har skrevet Dæmoner, der nu spiller på Østre Gasværk. Han har igennem snart 30-40 år skrevet skuespil, der går helt tæt psykologisk på forskellige dele af det nordeuropæiske menneskes liv.
I en realistisk/naturalistisk spillestil har han vist det klaustrofobiske univers i en dys-funktionel familie og gået helt tæt på eksistenser på samfundets bund. Som i Betty Nansen Teatrets fantastiske opsætning af Personkreds 3 i 1998, hvor stykket udspillede sig på Enghave Plads).
Han har udforsket ekstreme forbryderes bevæggrunde i det berygtede syv/tre-stykke, hvor de dømte kriminelle spillede sig selv på scenen.
Nye sår og gamle ar
I Dæmoner har Norén brugt Edward Albees Hvem er bange for Virginia Woolf som forlæg : Et par får besøg af et andet par.
Og så går den vilde nervekrig. Og husets herre prøver at være spille-mester og styrer legen. Men i modsætning til hos Albees er der i Dæmoner ikke nogen varm kærlighed mellem værtsparret under kynismen.
Derimod er der et mentalt konkurs-regnskab af ubetalte regninger og uindfriede forventninger. Nye sår og gamle ar. Og det er ikke kønt.
Hvad sker der, når al menneskelig energi i et parforhold ikke forløses til gode for det fælles, men i stedet bruges på kampen om pladsen hos hinanden? Det handler Dæmoner om.
Vi møder manden (Lars Mikkelsen), der kommer hjem til konen (Anette Støvlebæk) i deres fælles luksuslejlighed. Der mangler ikke noget på den materielle front.
Konsekvent og gennemført snakker de forbi hinanden, svarer ikke på det, den anden spørger om, ignorerer hinanden og lader samtidigt, som om alt er i skønneste orden.
Og så slår facaden alligevel sprækker i korte lyn, og de grimmeste ord udveksles mellem dem.
Kvinden har glædet sig til, at der kommer gæster, men da de aflyser, bliver hun desperat. Hun vil ikke bruge endnu en aften alene med manden.
Et improviseret aften-arrangement etableres med den naive underbo-kone (Camilla Bendix) og hendes lige-ud-af-landevejen-mand (Peter Oliver Hansen).
– Vi lider af den samme mangel på humor, siger under-konen. Men også de – viser det sig – har lurende vulkaner i undergrunden.
Som aftenen og alkoholen tager til, bliver alt værre. Meget værre. Grænser overskrides, psykisk og fysisk vold tager mere og mere over. Det, der har luret i underbevidstheden, stikker hovedet frem og vil afprøves i virkeligheden.
Skuespillerne gør det fantastisk. At instruktionen har ligget i hænderne på en skuespiller – Karen-Lise Mynster, har nok haft stor betydning.
Lars Mikkelsen formår på én gang at være diabolsk aggressiv og utilregnelig, og samtidig udstråle en hjerteskærende ensom sårbarhed. Det kulminerer i et sammenbrud, der får det til at risle koldt ned af ryggen og giver våde øjne på tilskuerpladserne. Det er stor kunst.
Camilla Bendix viser os kvinden, der har forskanset sig bag ikke-høre-ikke-tale-ikke-se naivitet. Hun har fundet trygheden i at være dum. Men når hun bliver presset, ryger forsvaret, og klogskab og viljestyrke kommer til udfoldelse.
Forestillingen er forbandet morsom, skriver P.R.–afdelingen fra Gasværket. Det synes jeg ikke. Historien er trist, men har sin værdi som modbillede og kan forhåbentlig sætte refleksioner i søen om, hvor dyrebart vores liv er.
Mere af det, der virker godt: Søg væk fra det destruktive. Stå ved dig selv og respektér menneskene omkring dig.
Dæmoner af Lars Norén. Instruktion: Karen Lise Mynster. Scenografi: Rikke Juellund. Østre Gasværk Teater til 26.maj.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
