Fremragende dramatisering af en det 20. Århundredes mest fantastiske fortællinger på Betty Nansen Teatret med Nikolaj Lie Kaas som den store rorgænger.

Nikolaj Lie Kaas som Oskar i Bliktrommen på Betty Nansen Teatret. Drengen, der ikke vil være voksen, betragter menneskene med røntgenblik. Det er ikke særlig kønt, hvad han ser, men det er yderst seværdigt – som teater.

Marc Fluri

TEATERANMELDELSE

af John Bruun

Romanen Bliktrommen af tyskeren Günter Grass udkom i 1959. Den er især blevet læst som en bearbejdelse af den grumme tyske historie under nazismen.

Hvem var de mennesker, der lod sig forføre? Hvem havde et ansvar? Men Bliktrommen rummer både en kultur-kritik og et skarpt billede på det enkelte menneske, der gør den lige så aktuel og provokerende at se i dag.

Stykket begynder med, at den altdominerende hovedperson Oskar, Nikolaj Lie Kaas, bliver født.

Han indtager med det samme – med et skarpt og kynisk blik – en fordømmende holdning til de voksnes hykleri, løgne og angst for at se virkeligheden i øjnene.

Han føler sig overbevist om, at han kan gennemskue alt og beslutter sig for ikke at vokse, for at blive fri for at blive en del af deres verden.

Som tre-årig kaster han sig ned af en kældertrappe og vokser herefter ikke en millimeter. Han nægter også at tale og kommunikerer udelukkende ved hjælp af en bliktromme, sigende blikke og en evne til at skrige så højt, at glas går itu.

Munden står dog sjældent stille på ham, for han er den alvidende fortæller og publikum hans indviede. Med himmelvendte øjne, tørre kommentarer og en Dirch Passer’sk sans for timing og urkomiske fagter sørger Oskar for, at vi aldrig er i tvivl om, hvad han tænker:

Om morens, Sonja Richter, affære med hans polske onkel Jan Bronski, Frank Thiel, og den tyske fars, Morten Staugaard, ulyst til at vide, at han bliver bedraget.

Det foregår ellers så ofte, at Oskar faktisk er i tvivl om, hvem der er faren. Og det er slet ikke ligegyldigt i et samfund under ledelse af et nationalistisk parti.

Bliktrommen er en historie om det almindelige rimeligt magtesløse menneskes uansvarlige ansvarlighed. Der er ingen helte, men en personkreds, der søger at indrette sig på de omskiftende herskende forhold og få det bedste ud af det uden for mange omkostninger. På den måde får de et medansvar for, at den nationalistiske ondskab får magt.

Selv dværgkongen Bebra, Morten Eisner, der forsøger at give Oskar del i sin livsvisdom og betror ham, at det er bedre at indtage scenen eller gemme sig under den end at være tilskuer, ender med at blive nazist for at sikre sit udkomme. Og Oskar slår følge med ham.

Undervejs oplever vi også Oskars store interesse for kvinderne, som han er vældig tiltrukket af, uden rigtig at evne at forelske sig i dem på grund af hans kyniske distance.

Hans mor, som han er meget øm om, tager ham troligt med til legetøjsbutikken hver 14. dag for at købe en ny bliktromme som erstatning for den tromme, han har slået i smadder.

Og barnepigen,Laura Bro, bliver sat til at passe ham og vaske ham, den lille 13-årige Oskar. Hun giver Oskar de første seksuelle erfaringer med det modsatte køn, men hun plejer også farens seksuelle behov – til Oskars store fortrydelse.

Mennesket er troløst og Gud er et skvat, opdager Oskar efter forgæves at have udfordret Guds søn til i det mindste at tromme i den lokale kirke.

Mennesket er menneskets skæbne – så enkelt og så svært er det. Det har Betty Nansen Teatret skabt en stor og seværdig fortælling om, som også er sjov.

Bliktrommen af Günter Grass, baseret på radiospil af Mike Walker. Instruktion:Katrine Wiedemann. Scenografi: Maja Ravn. Betty Nansen Teatret, til 25. marts.