En af den nyere finans­histories største skandaler er på Odense Teater blevet til »en multimedie finanskomedie med showagtige optrin«.

Champagne i glassene og lir i luften. Finansverdenen koger og alle pilene peger potent opad i USA i midten af halvfemserne. Alt drejer sig om magt, profit og machostil. Velkommen til »Enron«.

Odense Teater

Teateranmeldelse

af Bjarne Nielsen

Champagne i glassene og lir i luften. Finansverdenen koger og alle pilene peger potent opad i USA i midten af halvfemserne. Alt drejer sig om magt, profit og machostil.

På Odense Teater er en af nyere tids største finansskandaler – og der har været en del – blevet til underholdende og tankevækkende teater, Enron.

Den amerikanske energigigant Enron havde i 90'erne en omsætning på over 100 milliarder dollars, over 20.000 medarbejdere og blev seks år i træk udråbt til »USA's mest innovative selskab« af Fortune Magazine.

Enrons direktør Jeff Skilling er på konstant jagt på profit. Enron buldrer af sted. Alle falder på knæ for den kolde, men karismatiske og visionære Skilling, der mener at »Business begynder at slippe forbindelsen til virkeligheden«.

Sammen med firmaets yderst kreative cheføkonom Ken Lay forfører Skilling firmaets 20.000 medarbejdere, Wall Street og det amerikanske folk.

Grådigheden får alle tvivlere og kritikere til at glemme spørge om hvad firmaet egentlig tjener sine penge ved.

Grådigheden sejrer

I rusen over nye erobringer, stigende børskurser og den kreative bogføring mistede Skilling og hans nærmeste kontakten med virkeligheden.

I 2001 smuldrede selskabet væk i løbet af kort tid med en gæld på 20 milliarder dollars. Investorerne mistede alt. 20.000 ansatte mistede deres job, sygeforsikringer og pensionsopsparinger.

Ledelsen fik – efter, at krakket var en realitet  – en milliard dollars med sig. Det minder om hvad vi har set herhjemme i forbindelse med diverse bankkrak.

Den karismatiske Skilling, vidunderligt spillet af Anders Gjellerup, var kendt for ved hver status at fyre de ti procent af medarbejderne, der ydede dårligst. Det gav en ren junglelov mellem de ansatte, hvor man enten åd eller blev  ædt.

En journalist starter nedturslavinen med spørgsmålet: »Hvordan tjener Enron sine penge?«. Da brister ballonen og tilbage er luftkastellet og tragedien.

Mange aktionærer og ansatte vågnede op og kunne spørge sig selv »Hvordan kan noget være en million dollars værd om morgenen og ingenting om eftermiddagen?«.

En intetanende bestyrelse, der jævnligt spillede golf med præsident Bush og havde støttet hans valg, måber, aktionærerne taber og en af finanshistoriens største skandaler er en realitet.

Et lærestykke

Et af Skillings mange karakteristiske udsagn er »Jeg hader de der uduelige lovgivere. Hvorfor skulle vi respektere deres regler? Hvem tror I vinder i sidste ende? De grådige eller de uduelige?«.

Forestillingen parrer det bedste fra Hollywood traditionerne med det bedste fra det klassiske politiske teater som det især kendes herhjemme fra halvfjerdserne.

Det går direkte og underholdene i flæsket på kapitalismens fup og svindel. Også på dens inderste væsen.

Instruktøren Morten Hovman kalder forestillingen »en multimedie finanskomedie med showagtige optrin«. Ud over fremragende spil skal hele scenografien af Erik Söderberg fremhæves. Genial.

Til alle der ønsker at se kapi­talismens værste sider udstillet og få sig et godt grin er der bare at sige: køb billet.

Enron. Odense Teater, Store Scene. Manus: Lucy Prebble. Instruktion: Morten Hovmand. Scenografi: Erik Söderberg. Til 5. marts.