Det er grumt, ondt og lattervækkende, når den ægte kærlighed må vige for kolde kontanter og Det Lykkelige Forbrug i »Love and Money«.
Teateranmeldelse
af Bjarne Nielsen
Værkstedsteateret i Odenses nye stykke Love and Money stiller to aktuelle spørgsmål:
»Hvordan kan penge være vigtigere end kærlighed?« og »Hvordan kan vi forveksle lykke med materiel velstand?'«.
Meget handler om kærlighed og penge. Også for det unge engelske par David og Jess, som engang elskede hinanden utroligt højt.
Men Jess er en shopaholic og en voksende gæld kaster sin skygge ind over parrets kærlighed. Han tvinges til at æde den ene ydmygelse efter den anden og tage det ene lortejob efter det andet for at redde økonomien.
Hun forsøger at begå selvmord, og David finder hende halvdød. Forblændet af tanken om, at hvis hun er død, kan han få råd til en ny bil, afslutter han hendes liv med en flaske vodka.
Love and Money er som et knust spejl, der er limet sammen igen. Fra historiens afslutning hvirvles vi baglæns gennem forbrugssamfundets skyggesider. I en mosaik af små scener lægges brikkerne til parrets nedtur.
En af de bedste scener er den kyniske, og humoristiske, hvor Jess forældre erkender deres manglende hjælp til hende, da de havde mulighederne. Deres egen sociale og menneskelige nedtur bevirker, at der skal sparkes nedad.
Hadet til folk, som det åbenbart er gået godt – både i penge og kærlighed – er voksende. Det udstilles på mesterlig vis, da de på kirkegården provokeres af det græske nabogravsted til datterens »lille beskedne sten«, som er pompøst og prangende.
I en følelses af afmagt og eksistentiel tomhed og problemerne med at skabe et vellykket liv gribes de af racistisk had og vandaliseret graven totalt.
Trods de alvorlige emner spiller ensemblet med en blanding af satirisk ondskab og Dario Fo’sk humor. Stykkets mest kostelige scene er hvor en ældre mand på en bar prøver at gøre forretninger med en ung pige… Alle har drømme og er sin egen lykkes smed i dette univers.
Love og Money er et vedkommende stykke, der både skildrer hvorledes kapitalismens forbrugerisme fremmedgør os og samtidig fortæller os historien om, at i kampen for nærheden og kærligheden må lære at sige fra og finde andre værdier.
Stykket er hård ved kapitalismen og dens fremtrædelsesformer. Det bliver et opgør med forestillingen om »Det perfekte liv«, og sammenkoblingen mellem penge og lykke.
Forestillingens skarpe fokus på forholdet mellem kærlighed og kolde kontanter lykkes fornemt. Der er bare at sige: godt gået.
Love and Money. Værkstedsteateret i Odense. Instruktion:Jacob Schjødt. Manus: Dennis Kelly. Scenografi: Carsten Burke Kristensen. Til 14. februar.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278