Man skal være særdeles opfindsom for at finde et indhold i comedyshowet »Han, Hun, Vov og Pelsen«. Og det er netop meningen med galskaben.
Comedyshow
af Gert Poder
»Bare smil for helvede og vær glad... Det gør verden så køn« proklamerer programmet til det genopstandne comedyshow Han, Hun, Vov og Pelsen.
Det sørger de så for på bedste vis, de to bindegale skuespillere Bodil Jørgensen og Jens Jacob Tychsen på Frederiksbergscenen.
Forestillingen er en »Actor’s Cut« – altså en samling af det bedste fra forrige og sidste års oprindelige udgave på Café Teatret, tilsat spritnye numre og påfund.
Og tro mig, det er ikke nemt at sætte ord på dette vidunderlige, fuldstændig uforpligtende sammenrend af de gode, de onde og de absolut mest grusomt tåkrummende sketches.
Som når det særdeles påtrængende ægtepar i deres jagt efter »kendisser« på den lokale café i skønne videoindslag forulemper Bent Fabricius Bjerre, Jimmy Jørgensen, Trine Dyrholm og Nicolas Bro. Det er bare så ondt!
Eller det mindst lige så røvirriterende, ih så frigjorte, par der som høge slår sig ned ved tilskuernes borde og underholder dem og salen med de mest intime detaljer om stort set alt det, der foregår under bæltestedet.
Der er ikke et øje tørt, når Han dybt alvorligt deklamerer fra Se & Hør, eller når Hun vender vrangen ud på hele Danmarks sladdertante, Bodil Cath.
En dansende, fersk lørdagskylling, et rablende foredrag om kunsten at fortælle en vittighed, samt en dybtfølt omgang gas på branchens knapt så lattermilde skuespillerkolleger er blot nogle få perler i to timers total udflippet underholdning.
Her er hverken billig moralisering med løftede pegefingre eller skjult undervisning af teatertumber. Her er den rå og upolerede lyst til at underholde, til at trække folk ud af hverdagens trummerum, så de fuldt legalt kan grine deres røv i laser.
Han, Hun, Vov og Pelsen er en stor skefuld velsmagende grinesaft mod vinterdepression, selvhøjtidelighed og middelmådighed.
Gå ikke glip af denne elegante og intelligente opvisning i kunsten at være plat, perlende og pissemorsom.
Han, Hun, Vov & Pelsen. Af og med Bodil Jørgensen og Jens Jacob Tychsen m.fl., Frederiksbergscenen, Smallegade 2, til 28. januar.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278