Den Kongelige Opera slutter året med et brag af en dobbeltforestilling om kærlighed, jalousi, had, sorg, vrede – og hævn.
Operaanmeldelse
af Gert Poder
Mennesker totalt i sine følelsers vold kan gøre forfærdelig ting til ubodelig skade for dem, de elsker højest.
Siden fortryder de bittert, at den søde kærlighed i ét nu forvandlede sig til brændende had og med én handling udslettede alt. Men det gjorte kan ikke gøres ugjort. Sket er sket.
Sådan er det også i de to italienske operaforestillinger, der havde premiere mandag på Den Kongelige Opera. Den ene er Pietro Mascagnis Cavalleria Rusticana fra 1890. (Ridderlighedens kavalleri, red.). Den anden er Il Paggliacio (Bajadser) af Ruggiero Leoncavallo fra 1892.
Begge er enaktere og varer en times tid, og begge tilhører den form for italiensk kulturrealisme, der bærer navnet verismen.
Vero betyder sand, og bag verismens dramaer ligger altid en virkelig fortælling – ikke blandt herskere eller mytiske guder som hos Mozart og Wagner, men blandt småfolk, almindelige mennesker af kød og blod.
Her er ægte kærlighed, dyb lidelse, uendelig længsel, hede drømme, dyb sorg og skærende smerte, men også skarpe udfald mod samfundets hykleri og dobbeltmoral. De grusomme konsekvenser er ikke resultatet af gudernes straf eller leg, men af menneskets eget sanseløse begær og troløse svigt.
Opera som medie
Opera opfattes af mange som finkultur – eller endnu værre – som borgerkunst. Derfor kasserer mange dette fantastiske medie, hvor teater, skønsang og symfonisk musik smelter sammen til en totaloplevelse i lys og lyd.
Bag fordommen om opera som kunst for de rige ligger formentlig den kendsgerning, at det er hamrende dyrt at lave en forestilling, mindst lige så dyrt som at lave film.
Forskellen er, at en film kan spredes i et uendeligt antal kopier over alt, mens operaen med sine enorme kulisser, store orkester, talløse korsangere og eftertragtede solister er bundet til scenens magiske øjeblik.
Dansk opera i førersædet
Den Kongelige Opera har de sidste 10 år haft blikket stift rettet mod fremtiden. Efter ti år med Kasper Holten har skotske Keith Warner sat sig i operachefens stol. Målet er at gøre Den Kongelige Opera til en af Europas tre ypperste scener.
At dømme efter publikums modtagelse af aftenens dobbeltforestilling er han godt på vej til at nå sit mål.
Til formålet har han indskrevet verdens lige nu hotteste operatenor, argentinske José Cura på gæstevisit. Han både synger og spiller begge roller i en klasse helt for sig selv.
Det ene øjeblik spiller han fremragende teater, leger skødesløst sjusket med ord og toner, for derefter ubevægeligt at lade stemmen brage som et missil gennem ethvert menneskeligt panser og efterlade kroppen tømt for egne følelser.
Det Kongelige Kapel under ledelse af Stefano Ranzani, leverer sammen med Det Kongelige Operakor og Børnekor store præstationer i de korglade to stykker. Stemmer og symfonisk lyd smelter sammen og forløser de indestængte følelser.
De høje kvindestemmer – sopranerne – synges ligeledes fremragende af henholdsvis svenske Iréne Theorin som den ulykkelige, forstødte Santuzza i Cavalleria Rusticana og danske Sine Bundgaard som den lidt for muntre Nedda i Bajadser.
Hun lever et ulykkeligt, voldeligt og omflakkende forhold med Bajadsernes Konge, Canio, og da hun vil bryde ud, går det galt.
Begge stykker ender med den ultimative straf – døden for nogle, og bevidstheden om at skulle leve til sine dages ende med skyldfølelsens dumpe smerte for andre.
Det er menneskets skrøbelighed, der her mesterligt udstilles, uden løftede pegefingre eller hyklerisk selvfedhed. Det er blot eksempler fra det virkelige liv på, hvad der kan ske, når livet leves uden på trøjen.
Og husk: Utæmmet lidenskab skal opleves i operaen.
Cavalleria Rusticana
af Pietro Mascagni. Instruktion:Kasper Bech Holten.
Bajadser
af Ruggiero Leoncavallo. Instruktion: Paul Curran.
Det Kongelige Teater, Operahuset, til 4. februar.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
