The Bollywood Trip er kogende musikalitet, følsomhed og naivitet, energi og livslyst – kort sagt alt det der gør livet smukt, skønt og uventet.
TEATERANMELDELSE
af Nick Bruun og John Bruun
Hold kæft hvor kunne verden være kedelig, hvis det ikke var for de andre.
Mangfoldigheden er jo lige her iblandt os, og den lader teatret Republique sig inspirere af med forestillingen The Bollywood Trip, som er produceret i samarbejde med The Southbank Centre fra London.
Det er kogende musikalitet, sensitivitet, naivitet, energi og livslyst overfor rationel, beregnende, følelsesforskrækket vesterlandsk snusfornuft. Det lyder som en kliche, og det er det også.
På et psykiatrisk hospital dukker en identitetsløs dansktalende mand op, fløjet ind fra Indien. Haroon, eminent spillet af Janus Nabil Bakrawi, tror han er kæmpe filmstjerne fra Mumbai, Indiens Hollywood - kendt som Bollywood.
Det er han vist ikke, men han kunne sagtens blive det. Hans charmerende, selvsikre udstråling og tro på passion og drømme som drivkraft river fuldstændig op i det tunge hospital-miljø. Han forfører både medpatienter, en knudemands-læge og en sværmerisk sygeplejerske.
Når han med super-timing deltager i de flot koreograferede danse og optrin, der kan konkurrere med de bedste Bolly- og Hollywoodfilm og udnytter den enestående scenografi – en rutsjebane, der dækker hele scenens bredde – river han hele salen med
Der bliver vendt op og ned på, hvem der har flest psykiske problemer og er mest relations forstyrret. Selvfølgelig er der også en kynisk overlæge, som helst vil ordinere mere medicin, og hvis det ikke kan gøre det, bruge en forsvarlig portion elektrochok til den uortodokse patient, som slet ikke mener, han er syg.
Det er Gøgereden, der møder Bollywood, som der står i programmet.
Klicheen holder hele vejen igennem. Man overgiver sig, fordi det er formfuldendt. Stykket har et meget højt kunstnerisk niveau. Det er en hyldest til livsglæden og lysten til, at der skal være plads til meget mere mellem himmel og jord.
Som form er det et stykke integrationsteater, hvor kunst og kultur beriger hinanden og frembringer nyt. Det er faktisk stort og et lysende eksempel på, at Republique har succes med at forfølge ambitionen om at være et internationalt teater, som henvender sig til et dansk publikum.
The Bollywood Trip af Parminder Singh. Instruktør: Rolf Heim, scenograf: Sisse Jørgensen. Republique til 12. november, 29. november til 3. december på engelsk.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278