Der er faldet mange erotiske tabuer siden Jean Genéts debut med Stuepigerne i 1947, men undertrykkelsen er den samme.

På scenens store hvidmalede illusion, domineret af det store cat-walk podie og ordene »Dette er ikke en dekoration« – frit efter surrealisten Magritte – forsøger de to søstre i Jean Genéts drama Stuepigerne forgæves at frigøre sig fra Madames undertrykkende verden.

Natascha Thiara Rydvald

Teateranmeldelse

af Gert Poder

– Tingene beskæftiger sig ikke med os, skriger Solange, den ældste af de to søstre i den franske dramatiker og politiske aktivist Jean Genéts debutstykke fra 1947, Stuepigerne.

Og hun har fuldstændig ret i denne grumme fortælling med rod i virkeligheden. To søstre tjener tilsyneladende Madame og hendes mand, hengivent, ja nærmest ydmygt. I virkeligheden har de  to stuepiger fået sendt huset herre i fængsel på en falsk anklage om tyveri i anonyme breve til politiet. Imens planlægger de at slå Madame ihjel.

Det makabre illusionsspil udfolder sig på Det Kongelige Teaters Lille Scene, stramt iscenesat af den dansk-svenske dramatiker og instruktør, Staffan Valdemar Holm.

De to stuepigesøstre, Solange (Birthe Neumann) og Claire (Kirsten Olesen) leger med begær og dominans, når Madame (Malene Schwartz) er ude. De lever deres underkastelse ud ved at skiftes til at sætte forholdet mellem magthaveren og den underkastede på spidsen.

Ømhed og hengivenhed forvandles på ingen tid til hån og ydmygelse, mens de forestiller sig, hvordan husets herre dømmes til at blive deporteret til Frankrigs infame fængselsø, Djævleøen og hvordan Madame drikker sin forgiftede urtethe.

Men tiden går alt for hurtigt, og planen tager en uventet drejning, da Madame dukker op.

Luderens søn

Jean Genét (1910-1986) var søn af en prostitueret, som tog sig af ham de første seks måneder og derefter adopterede ham væk til en solid, borgerlig tømrerfamilie i provinsen.

Her levede han et godt og trygt liv, men der var mildest talt ild i den unge mands blod­årer. Han stak ofte af fra hjemmet, og stjal med arme og ben. Til sidst endte han i ungdomsfængsel.

Som 18-årig kom Jean Genét i hæren, blot for at blive smidt ud efter at være grebet i på fersk gerning i et homoseksuelt forhold. Så blev han vagabond, fortsatte med tyverierne og arbejdede sig som prostitueret gennem Europa.

I 1937 røg han atter i spjældet, hvor han begyndte at skrive. Digtet Le Condamné à mort (De dødsdømte) fra 1942 og hans første roman Blomster til en forræder (1944) vakte opsigt i litterære kredse på grund af deres temaer, der kredser omkring mænds erotiske og seksuelle frigørelse.

Blandt de imponerede var den franske forfatter og dramatiker Jean Cocteau, som sammen med den spanske maler Pablo Picasso og den franske filosof Jean-Paul Sartre i 1949 redder ham fra en livsvarig fængselsdom ved at gå i forbøn hos præsident de Gaulle.

Jean Genét kom aldrig mere i fængsel. I stedet blev han i tresserne politisk aktiv. Han kæmpede for de nordafrikanske indvandreres rettigheder, støttede De Sorte Panters ledere Huey Newton og Angela Davies og tilbragte i 1970 seks måneder i en palæstinensisk flygtningelejr, hvor han mødte Yasser Arafat.

Under massakrerne i Sabra og Shatila 1982 var Jean Genét i Beirut. Som reaktion på myrderierne udgav han samme år Quatre heures à Chatila (Fire timer i Shatila), en beretning om sit besøg i Shatila efter massakrerne.

Frihedens illusion

Denne udgave af Stuepigerne udmærker sig ved at dæmpe Jean Genéts provokerende oprør mod den katolske synd, skyld og skam, der var en del af hans hverdag.

I stedet er stykket en erotisk teaterleg, som beskriver en kamp for magt og frihed inden for et mandsdomineret system. Ligesom vor tids globaliserede au pair-piger er de fanget ind i et rum, som de på overfladen kan vælge at forlade, men som reelt ikke giver dem en jordisk chance for at bryde ud af.

Samtidig spejler stykket de to stuepiger og Madame den jagt efter evig ungdom og skønhed, der har erstattet den seksuelle undertrykkelse på Jean Genéts tid.

De tre skuespiller lægger i virkeligheden stemmer til tre afklædte unge kvinder. Disse alter egoer træder som ånder ind og ud af bagvæggens store filmlærred og scenens lange podie, der som på en modemesse byder op til cat-walk.

Stuepigerne udfordrer den opfattelse, at forandring er noget, der kommer fordi det har en moralsk ret. Som instruktøren Staffan Valdemar Holm formulerer det i stykkets program:

– Vi skal vise, at hvis man ikke er parat til at udfordre det eksisterende, så sker der intet andet end selvødelæggelse.

Stuepigerne af Jean Genét. Instruktion: Staffan Valdemar Holm. Det Kongelige Teaters Lille Scene. Til 5. november.