Det slår gnister, når gammel kinesisk visdom, ambitioner, frihedstrang og kampen for retten til at føle sig hjemme brager sammen i Helsingør havn.
Teateranmeldelse
af Gert Poder
Den verdensberømte filosof Rudyard Kipling skrev engang: »Øst er øst og vest er vest, og de to skal aldrig mødes«.
Det gør de alligevel i indvandrerkineseren Jun Fengs debut som dramatiker, Gud bevare nydanskerne på Kongekajen i Helsingør Havn. Her brager orientalsk visdom og egoistisk kynisme sammen med vestlig pladderhumanisme og ubrugelige frihedsidealer.
I tre sammenbyggede containere fortælles historien om den kinesiske bekvemmelighedsflygtning, Jun Zheng (Thomas Chaanhing). Han fik asyl i Danmark, fordi han tilfældigvis stod af sit fly i Kastrup dagen efter massakren på de studerende i Den Himmelske Freds Plads i Peking.
Selv har han aldrig viftet med et banner i protest i sit liv, endsige gjort noget for andre. Med flid og dygtighed knokler han sammen med sin kone Ying Li (Tina Yingying Zhu) som kagebager for at opfylde drømmen om at blive accepteret af sit nye land.
Sønnen Feng har han – der var noget med en dansk pige – sendt til Kina for lige som ham selv at lære akupunktur og kinesisk medicin.
Datteren Mei (Katrine Karlsen) studerer til hans stolthed flittigt, når hun ikke deltager i demonstrationer foran Asylcenter Svanholm.
En dag rammer lykken den lille, nydanske familie. Kongehuset bestiller en kage og fremtiden synes sikret. Men hjemlandets gamle husnisser er flyttet med...
Opdragelseslejr og fængsel
Den kinesiske multikunstner Zhang Guangtian er fløjet ind fra Kina for at instruere stykket, og det er ingen tilfældighed.
Deres venskab går langt tilbage. De var begge en del af Shanghais alternative kunstneriske miljø, og sammen udgav de et kunsttidsskrift.
Mens Jun Feng, kendt som Jimbut snart blev kendt som digter, dannede Zhang efter et møde med den amerikanske digter og samfundsrevser Allen Ginsberg undergrundsbandet Solens Sønner.
Begge kom snart i myndighedernes søgelys. Zhang røg tre år i kinesisk genopdragelseslejr indtil 1989. Han vendte tilbage til Shanghai, og blev så omrejsende sanger på Pekings universiteter. Her blev han snart kendt som en kontroversiel digter, dramatiker, performancekunstner og instruktør.
Jimbut måtte flygte til et buddhistisk kloster i Thailand, da et af hans digte fik kultstatus blandt kinesiske studerende. Han sad to år i et fængsel i Laos, og blev først løsladt efter pres efter FN. Herefter søgte han asyl i Danmark.
Skæbne og visdom
Der bliver spillet på hele repertoiret af dramatiske tangenter. Samtlige redskaber er i spil fra den musikalske værktøjskasse og den sceniske farvepalet er fyldt til bristepunktet i dette dansk-kinesiske kultursammenstød.
Med en bizar, komisk og rørende blanding af vise fyndord og banal kinesisk visdom, traditionel opera og skønsang, skærende violiner og klingende klokker, bagedej – og den uundværlige kop the – skærer stykket som en motorsav gennem myten om den lykkelige integration.
– Vore børn skal være som andre danskere, men vi vil altid være kinesere, når familiefaderen til sidst frem til.
Det er sammenstøddet mellem snæversynet nationalisme og globalt udsyn, mellem din gangart og min gangart, og om græsset, der altid er grønnere i naboens have.
Kom til Helsingør Kongekaj og oplev et anderledes og beåndet stykke musikteater, der byder på et uforglemmeligt møde med de to kinesiske dansere og skuespillere Wu Wei og Li Xiaolou i rollerne som drilske husguder.
Førstnævnte har komponeret musikken, som de begge spiller. På scenen binder de to kvinder med blændende præcision musik, sang, dans og tale sammen og skaber orden midt i al kaos.
De kinesiske kinesere er kommet, de kinesiske danskere er her allerede. Du kan vælge frit mellem at spise her, eller tage med hjem – eller kan du?
Gud bevare nydanskerne. Instruktion: Zhang Guangtiang. Manus: Jimbut. Kongekajen, Helsingør Havn, til 15. oktober.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
