Den adelige russiske forfatter Leo Tolstoj tegner i Betty Nansen Teaters opsætning af megaroman »Anna Karenina« et universelt billede af jagten på evig lykke.
Teateranmeldelse
af Gert Poder
De sidder på flæsket, den russiske adel i 1800-tallet. Mens godsernes bønder og byens arbejdere må pukle for at overleve, har herskabet masser til til at tænke på romantisk kærlighed og ideel lykke.
Lidt for meget, måske. For det kan gå så ilde, som det gik Anna Karenina, skrevet af grev Leo Tolstoj (1828-1910) i 1874-78.
Den 1000 sider roman regnes blandt verdenslitteraturens største værker. Den er blevet tolket op af stolper og ned ad døre, fra myten om den romantisk kærligheds ret til at ophæve alle bånd til en moralsk skæbnefortælling og utugt og ære.
I 2008 vovede den tyske DDR-uddannede dramatiker Armin Petras pelsen. Han gjorde bogen til et teaterstykke, der nu kan ses på Betty Nansens Teater på Frederiksberg i København.
Syndefaldet
Stykket følger bogens handling ganske nøje, men skærer helt ind til benet ved at fokusere på syv personer, hvis liv er vævet ind i hinanden.
I centrum står den unge, smukke og livsglade prinsesse Anna. Hun lever aristokratiets lalleglade ikke-tilværelse med store baller, ligegyldige ritualer og bugnende velfærd.
Selv er hun en moderne kvinde, der læser engelske kærlighedsromaner og keder sig gudjammerligt. Efter ti års ægteskab med den solide, men kedelige minister Karenin prøver hun vingerne af i en stormende affære med en adelig officer, ritmester Vronsky.
Det gør man bare ikke i de kredse. Aristokratiets eneste eksistensberettigelse er netop, at det er kittet sammen på kryds og tværs af familierne omkring den store hersker, zaren. Enhver, der truer dette sammenhold, vil lide helvedes pinsler.
Således også med Anna.
Anna er vågnet op af sin dvale. Hun siger nej til sit forudbestemte liv, sin endimensionale rolle i en hyklerisk teaterforestilling. For adelsmændenes sidespring er i orden, når blot de ikke opdages eller ordnes i mindelighed.
– Jeg ved ikke, hvem jeg er. Jeg ved bare, hvad jeg vil og det ændrer sig time for time, siger hun til sin stadig mere desperate ægtemand. Han hævner sig tungt ved at forbyde hende al kontakt med deres to børn.
Det lyder som en banal skilsmissesag fra Københavns Overpræsidium, men er det ikke. Pointen i Armin Petras version er, at den samme frihedstrang, der får hende til at slippe snorene, bliver ædt op af den fængelighed, der er et resultat af hendes klasseopvækst.
Langsomt men sikkert kommer hun i tvivl om alt. Om sig selv og sin ret til at fravælge sine børn, om Vronskys kærlighed, om meningen med hendes liv. Det ender tragisk men forudsigeligt, skæbnebestemt.
Moralisten tolstoj
Anna Karenina var Leo Tolstojs anden succes efter Krig og Fred (1849), der bygger på hans erfaringer som officer i Krim-krigen.
Leo Tolstoj foragtede sin klasses udsvævende liv og især mishandlingen af de bønder, der bjergede aristokratiets rigdomme.
Efter udgivelsen af Anna Karenina overdrog han al slægtens ejendom til sin hustru. Han flyttede fra godset til en ussel hytte for at leve et enkelt liv i nøjsomhed.
Han skrev de næste 15 år en lang række moralske og religiøse skrifter til forsvar for bøndernes ret til uddannelse og med drøje hug til det aristokrati, som han havde meldt sig ud af og som han kaldte for dumme og grådige.
Hans tanker og ideer hældede stadig mere i retning af anarkismen, inspireret af exil-russeren Mikhail Bakunin (1814-76). I 1901 blev han smidt ud af den russisk ortodokse kirke.
Stor scenekunst
Instruktøren Alexa Thers opsætning i scenografen Nicolaj Spangaas fine åbne rum folder konflikten mellem den moderne narcissisme og fortidens hægen om traditionelle familieværdier sig tankevækkende ud.
Stine Stengades Anna funkler som den først så sprudlende, senere totalt selvdestruktive moderne kvinde, der er »sig-selv-nok« og som tror, at der er frit valg på alle hylder i livets stormagasin. Jens Jacob Tychsens konservative Karenin stritter tungt imod konens tøjeri, og gør hvad en mand skal gøre.
Carsten Bjørnlunds livslystne Vronsky danner en overbevisende modvægt til Anna. Han er lige så egoistisk som hende, men indser snart, at hvis de ikke finder sammen, går det grueligt galt.
Sammen med Mads M. Nielsen som Annas utro broder, Laura Bro som hans ulykkelige hustru, Karin Bang Heinemeier som svigtet datter og Rasmus Hammerich som snusfornuftig, borgerlig købmand fra provinsen, disker Betty Nansen Teater op med et solidt og troværdigt ensembleteater.
Det slår fast med syvtommersøm, at alt – også den personlige frihed – har en pris, som nogen gange kan være alt for høj at betale.
Anna Karenina. Instruktion: Alexa Ther, manus Armin Petras, frit efter Leo Tolstojs roman. Betty Nansens Teater, til 30. oktober.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
