07 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Gråden bag det flinke

Gråden bag det flinke

Lørdag, 07. maj, 2011, 11:37:06

Som barn fik skuespiller Martin Brygmann besked om at smide masken, og vise sit sande jeg. Det gør han nu på Bellevue Teatret.

Der er ikke et øje tørt, når Jørgen, verdens mest umusikalske musiklærer, henrevet beretter om sine ud- og indlydseksperimenter med som her parabolantenner.
Jakob Boserup

teateranmeldelse af Gert Poder

Martin er 48. Udadtil er han en nydelig mand i sin bedste alder. Men skinnet bedrager.

Det pæne ydre dækker over et kao­tisk indre. Kærlige, perverse, patetiske, psykopatiske alter ego’er, som vil ud af kroppens falske skal.

De fleste ulykker sker med lemmet på Bellevue Teatret i Klampenborg er Martin Brygmanns første solo-show. Han er nok bedst kendt fra komikbands som Lex & Klatten og Det Brune Punktum.

Sammen med sin hustru, Marianne Lykkesfeldt, har han snittet låget af sit kranie og blotter nu sit vanvid gennem en række figurer, der lever deres eget liv inde i Martin.

Instruktionen af dette hvide snit er lagt i hænderne på dramatiker Lars Kaalund, og Martin Brygmann har til lejligheden skabt en håndfuld nye sange, hvoraf et par stykker risikerer at blive hits på linje med hans For kendt og Tænk på mig.

martins gespenster

Teater med én person er ikke drama i almindelig forstand. Det er en slags fælles leg, der forbinder scene og publikum.

Det er gulvets reaktioner på aktørens spil, der skaber tragedie, komik, absurde og groteske billeder, og genren tæller geniale fortolkere som Osvald Helmuth, DirchPasser, Kjeld Pedersen, Jørgen Ryg og Preben Kaas.

Det er en krævende disciplin, fordi den bygger på total ærlighed i spillet overfor publikum – både når det går godt og når noget kikser. Og publikum tog godt imod Martins indre spøgelsesverden.

For han ér bare Jørgen, verdens mest umusikalske musiklærer fra Ringhøj Gymnasium, stiv som et brædt og uden en spontan rytme i livet. Et matematisk musikstativ, der har viet sit liv til at studere ind- og udlyde fra trillebører, parabolantenner og haveskovle.

Og hvem genkender ikke  Verner, som med sine perverse terapeutiske evner holder et harem af midaldrende kvinder tilfredsstillet. Men bag det despotiske ydre bor en ydmyg undergrundspoet, en kunstner og et medium for den sande kærlighed.

Eller Todd, den australsk kropskunstner, der er fuldstændig uduelig til at være andet end – Todd. Han er livselskeren der følger gamle damer over gaden – ganske gratis. En uskadelig svindler, på én gang patetisk og elskelig.

Nærmest på den rigtige Martin er måske den russiske champagnetøs Olga, der som en anden Moses blev sat ud på floden Volga i en bastflaske af sine forældre. I en grotesk blanding af tyske og russiske lyde synger hun sit livs tragedie ud. Det er hjerteskærende og fuldstændig sublimt.

På billedsiden har scenograf og kustumier Mia Stensgaard sammen med lysdesignerUlrik Gad skabt en animationsvideo, der i sig selv er et kunstværk.

Trods sin frivole titel er De fleste ulykker sker med lemmet alt andet end underlivskomik, måske bortset fra når Todd bruger sit organ med vedhæng som rytmestok.

Med De fleste ulykker sker med lemmet træder Martin Brygmann ubesværet ind i solo-komik­kens verden, hvor livet leves uden sikkerhedssele.

Martin Brygmann solo-show: De fleste ulykker sker med lemmet. Bellevue Teatret. Instruktion:Lars Kaalund. 120 minutter. Til 28. maj.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. maj. 2011 - 11:37   03. sep. 2012 - 11:07

Teater