Med sin komiske tragedie »Hitler on the Roof« tager Rhea Lehman publikum med på en bizar rejse ind i kunsten at forføre et helt folk ved at fortælle dem det de helst vil høre.

Et af Joseph Goebbels største sejre som Det Tredje Riges minister for Folkeoplysning og Propaganda 1933-1945 var, da det lykkedes ham at få De Olympiske Lege til Tyskland i 1936.

Deutches Bundesarkiv

^teateranmeldelse _{af Gert Poder}

Joseph er træt og gammel, men han holder ud og nægter at svigte sin ene mission i livet: Trofastheden mod der Führer, det store, uopnåelige geni, Adolf Hitler.

I 66 år har han, den store Doktor G., siddet alene i en sønderbombet førerbunker under Berlin, for han begik ikke selvmord dengang i 1945.

Han, dr. Joseph Goebbels, Det Tredje Riges minister for Folkeoplysning og Propaganda siden 1933, har  overlevet sammenbruddet i 1945, fordi det havde han lovet.

Han har kæmpet videre, som han altid har kæmpet videre allerede fra barnsben med sin klumpfod og sin lidenhed.

I disse 66 år har hans eneste adspredelse været at sprede propaganda om det tabte Tusindårsrige gennem radioprogrammet Kunst, Kultur og Kommunikation »from underground Berlin«, som han griner i mikrofonen og starter sin topmoderne signaturmusik.

Det er en sær verden, som den amerikansk fødte forfatter og teaterinstruktør Rhea Lehman har skabt i Københavns Musikteaters lille sal. Hitler on the Roof trænger ind i en verden, der består af lige dele illusion og virkelighed, sandhed og løgn, kunst og politik.

Rhea Lehman begiver sig ind i grænselandet mellem magt og kultur. Hun søger dybt i arkitekten bag nazismens fremgang siden 1926.

Som formand for de syv komiteer, der godkendte eller forkastede nazitidens kunstnere er det ham, der kynisk og målrettet har opbygget det propagandaapparat, der besatte den tyske folkesjæl.

værdikamp og kultur

I en bizar blanding af skarpsindig selvoptagethed, hyldest til den elskede og savnede führer, patetisk sorg over tabet af sine seks børn og datidens mest populære sange graver Doktor G. sig ned i forførelsens dunkle rum, hvor hensigten helliger midlet.

Hensigten er klar – ønsket om at opnå den totale folkemagt, hvor enhver der ikke er for regimet, er imod.Midlet er den tæmmede kunstner,  en verden af Pinnochio’er i snor, der er villig til at gøre hvad som helst for at overlevede.

En af dem er den tyske filminstruktør Leni Riefenstahl – af mange anset for den moderne dokumentarfilms moder. Mere end nogen var hun nazismens kunstneriske bannerfører.

Hun blev også efter krigen symbolet på en kunstner, der lod som om hun intet vidste om de uhyrligheder, der blev renvasket i bio­graferne.

En dag banker hun på døren til førerbunkeren. Som en Dødens Engle kommer hun  for at frelse ham, udfri hans forpinte sjæl fra lidelserne, rense ham. Betingelsen er, at han angrer.

Selv angrer hun intet. Som kunstner var hun uden ansvar for, hvad hendes værker blev brugt til.

– Vi vidste intet, Joseph, intet. Ikke et navn, ikke et sted, klynker hun til sidst i det uundgåelige opgør.

– Du gjorde intet, men du vidste alt, svarer Doktor G. hende iskoldt. Enhver tysker  vidste alt, og siger de andet, er det løgn.

sandhed og populisme

Rhea Lehman er opvokset i en jødisk New York-familie, men har boet en menneskealder i Danmark. For at skrive Hitler on the Roof har hun  måttet sluge kamelen og elske det fremmede i sig selv. Hun har trodset alle brækfornemmelser og er trængt ind i det uforståeliges bevidsthed – ikke uhyret men mennesket Joseph Goeb­bels.

Det er fornemt håndværk, for Hitler on the Roof er ikke blot alvorlig. Det er også morsomt teater af den slags, hvor hver latterudbrud gør helvedes ondt i maven, i sjælen.

Men stykket er også de to skue­spilleres med Ina-Miriam Rosenbaum som Joseph Goebbels og Kristian Holm Joensen som Leni Riefenstahl. De taler, skændes, synger og danser sig ubesværet gennem forestillingens virvar og ender med at få den gjort hel.

Hvordan kunne det lade sig gøre, og kunne det ske igen, spørger Rhea Lehman med slut dulgt henvisning til nutidens brutale værdikamp. Er begreber som ytringsfrihed, selvcensur, nationalisme og assimilation blot et spejl af dengang?

Er vi ved at være klar til endnu en Endlösung og er hånden klar til stening af det entartete – de utilpassede, fremmede, skæve eksistenser. Hvad skal vi med Christiania, Jagtvej 69, Thy-lejren, perkere, bøsser og sigøjnere i vort danske folkehjem?

Når retssikkerhed, demokrati og kunstnerisk frihed bliver elastik-ord, har historien vist, hvad der er i vente. De der ikke har lært af den, skal ved lov tvinges i Københavns Musikteater.

Hitler on the Roof. Københavns Musikteater. Instruktør: Rhea Lehman.

Til 30. april.