02 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

En sprit ration giver inspiration

En sprit ration giver inspiration

Tirsdag, 15. marts, 2011, 10:51:07

Kjeld&Dirch er en voldsomt morsom og bevægende kærligheds-historie, hvor en plus en giver meget mere end to; men slet ikke ro.

Stig Lommer (Jens Jørn Spottag) favner Kjeld Petersen (Jonatan Spang) og Dirch Passer (Anders Matthesen) på rya-tæppet i 50'er hjemmet med høj cigarføring og sans for at gøre komikken salgbar.
Miklos Szabo

TEATERANMELDELSE af Nick Bruun og John Bruun

Det er liv og bogstavelig talt død for komikerne Kjeld Petersen og Dirch Passer i henholdsvis Jonatan Spang og Anders Matthesens skikkelse på Nørrebro Teater.

I forestillingen Kjeld& Dirch tager de to stand-up’-pere­ livtag med at skildre kærligheden mellem Kjeld og Dirch, og den kunst de skabte i Danmark i 1950’erne.

Det er blevet en stor, vanvittig sjov, men samtidig hjertegribende og bevægende forestilling, der viser, hvordan et forhold mellem to mennesker nogle gange kan skabe magi båret af både indforståethed og fascination af hinandens forskellige temperamenter og tilgang til livets tildragelser.

Nørrebro Teater har sat den prisbelønnede danske dramatiker Vivian Nielsen til at lave manuskriptet, og det har hun gjort rigtig godt. Der er en klædelig prøvende og forsigtig tilgang og indgang til de to store danske komiske ikoner.

originale originaler

Man kunne ellers frygte et forsøg på kopiering af Keld og Dirch, som givetvis ville blive en skuffelse - for originalerne er … originale.

Men i stedet har Nørrebros Teater søgt – og fundet, noget af det essentielle i billedet af Keld og Dirch.

Overskriften kunne være kærlighed. Men herunder en udforskning af, hvad det var Keld og Dirch kunne og gjorde, som virkede så godt.

Her har det givetvis været helt nødvendigt at hente to så store kapaciteter som Anders Matthesen og Jonathan Spang op på scenen. De kan deres timing til det ypperste og kender og kan, det der med kontakt til sal og publikum.

I historien om Kjeld og Dirch bliver den fælles glæde og energi omsat i stor udadvendthed på scenen. Men de fremstår også som to vidt forskellige typer.

Hvor Kjeld spiller den kolerisk hidsige, nærmest des­perate i de berømte sketchs om »Tømmerflåden« og »Skolekammerater«, er  Dirch den godmodigt, drillende, halvt desorienterede med en unik følelse for underdrivelse.

På Nørrebro Teater bliver »Tømmerflåden« brugt til at skabe et meget sigende indgangsbillede til Kjeld og Dirchs møde. Det er godt tænkt.

arbejde og sprut

Meget af Kjeld og Dirchs komik byggede på ordspil og timing, som givet kom naturligt til dem, i hvert fald når de havde indtaget en sprit ration, der gav dem inspiration.

I stykket kommer vi på nogle fantastiske drukture, hvor de to improviserer ordspil over alt fra spritmærker til bagerbrød og brunsvigere. Det er vildt sjovt, men mest fordi det er dygtige komikere, der serverer pointerne.

Scenografien er luftig og mobil. Et scenarie vises, for derefter at svinde op i snorreloftet. Lys-keglen bevæger sig rundt på scenen, forfulgt af en skikkelse. Hver gang det lykkes skikkelsen at stikke hovedet ind i spot-lyset, bryder klapsalver løs.

Arbejdet og sprutten blev begge komikeres død. Det er ikke så mærkeligt, for de arbejdede altid og havde svært ved at blive voksne med lyst til at leve det almindelige, normale hverdagsliv.

Det skildres ømt i scenerne mellem Dirchs kone, skue­spilleren Sigrid »Sitter« Horne-Rasmussen, som spilles rammende og varmt af Camilla Bendix. Sitter kan ikke få sig selv til at skille Dirch fra hverken Kjeld eller det elskede arbejde, men bliver bestandig efterladt alene med barn.

Så skilt bliver de alligevel, for Dirch han vælger Kjeld og finder sig en ny Sitter (babysitter), i skikkelse af den pur-unge Judy Gringer (Rikke Lylloff).

Undervejs i historien møder vi også idé- og pengemanden bag -– Stig Lommer (Jens Jørn Spottag), der styrer de to komikere og til sidst kun Passer gennem et maraton-dags-program, der malker succesen. 

Keld&Dirch er modigt gjort og veludført af Nørrebro Teater. Seværdigt, underholdende og poetisk teater.

Kjeld&Dirch – en kærlighedshistorie. Manuskript: Vivian Nielsen. Scenografi: Maja Ravn. Instruktion: Heinrich Christensen. Nørrebro Teater til 30. april

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. mar. 2011 - 10:51   03. sep. 2012 - 11:07

Teater