»Labyrinten« er et velspillet drama, som savner spænding og mod til at fortælle en provokerende historie.

Klienten med den grumme historie, fremragende spiller at Henrik Birch, fortæller den succesrige psykolog, Jesper Lohmann, en sandhed, der snart får ham til at miste grebet om sin egen tilværelse.

Miklos Szabo

^TEATERANMELDELSE _{af Nick Bruun og John Bruun}

ILabyrinten på Grobs skrå brædder – og i Ingvild Rømo Grandes scenografi er de virkelig skrå – møder vi en succesrig psykolog, Jesper Lohmann.

Han har fundet sig en yngre, smart kunstnerkæreste, Lærke Winther og lever af at have samtaleterapi med klienter i et lokale, der støder op til et samtalekøkken i hans private hjem. I de to lokaler udfoldes hele dramaet

En klient, Henrik Birch, bliver påduttet ham af en hans tidligere professionelle og private partner, Solbjørg Højfeldt. Han har en grum historie.

Teater Grob har tradition for realistiske dramaer, der tager udgangspunkt i aktuelle problemstillinger.

Denne gang er universet psykologi og terapi. Det ses og høres i sproget, der er lyttende og reflekterende i de professionelle situationer.

I privatssfæren forsøger psykolgen at bibeholde den åbne, respektfulde og anerkendende samtale, men det bliver sværere og sværere i takt med, at stykkets plot folder sig ud, og grænserne mellem det private og det professionelle udviskes.

Forestillingens styrke og Teater Grobs varemærke er de gode skuespil-præstationer. Der spilles godt, autentisk og interessant.

Især skuespilleren Henrik Birch lyser op i en eminent og flot præstation. Han portrætterer den plagede klient med helstøbte virkemidler, der får ham til at fremstå ægte og gennemført.

Men det er svært at se, hvorfor stykket er relevant. Hvorfor er denne historie vigtig at fortælle.

Hvis ønsket er at fortælle noget nyt og provokerende om psyko-terapi, mangler der nogle klarere pointer eller provokationer. Det samme gælder, hvis ønsket er at fortælle noget nyt om incest.

Det virker som om, det er plottet, den spændende historie, der er det bærende element og ikke temaerne. Og plottet er desværre ikke særlig overraskende. Al for hurtigt, - og før vi har hørt det fra scenen, har vi regnet ud, hvad der vil ske.

Historien hælder mod det konstruerede og fortænkte, og det er synd. Labyrinten er ikke indviklet og spændende nok, til at man ikke bemærker det.

Men Grob har deres helt egen plads i det danske teaterlandskab med deres filmiske realisme og relevante nutids-historier. Denne gang lykkes det ikke hundrede procent, men stykket kan anbefales for godt skuespilleri.

Labyrint. Teater Grob. Manuskript: Thomas Levin. Instruktør: Niels Anders Thorn. Scenografi: Ingvild Rømo Grande. Til 2. april.