Sjælens gode og onde kræfter brager effektivt sammen i Den Kongelige Operas opsætning af Modest Musorskijs politiske sjæledrama om zar Boris Gudenov.

Den svigagtige munk Grigorij (t.h.) forsøger at undgå en arrestation ved at læse en beskrivelse af Varlaam (t.v.) istedet, men han er for snu.

Miklos Szabo

^operaanmeldelse _{af Gert Poder}

Moder Rusland stønner under armodens lænker. Den store leder er død, og den nye magthaver, Boris, tøver med at gribe magten. Han har blod på sine hænder, tron­arving­ens blod.

Synet af det myrdede barn plager denne tronraner. For rigtige diktatorer sover godt om natten, eller gør de? Måske vandrer ofrene for deres magtbegær uforløste rundt i et sjæleligt tomrum, et sted der inde i hjertet, som nogle kalder sjælen.

Historien om morderzaren Boris Godunov er oprindelig et teaterstykke af den store russiske forfatter Alexander Pusjkin (1799-1837) i 1831.

Han baserede stykket på William Shakespeares mid­del­alder­drama om den skotske lensherre Macbeth, der af sin magtbegærlige hustru lokkes til at udrydde kongens slægt for selv at tage magten. Og som hos Shakespeare ender historien i paranoid vanvid.

magtens tomrum

Scenen er sat foran Moskvas nye posthus. En mægtig skare fylder den store plads. Datoen er sat til 20.02 2010, men  Boris Godunov er et tidløst drama om politisk magt og personlig samvittighed.

I syv billeder, der tilsammen dækker de syv år som tronraneren hersker, afdækker Musorskij med stor sans for det dramatiske magtens anatomi. Her er fordrukne  og løgnagtige munke, analfabetiske soldater, en snu statsminister og en  forsamling af lensherrer, bojarer, der helst vil overlade det beskidte arbejde til zaren.

Den historiske hersker Boris Godunovs (cirka 1551-1605) vej til magten begyndte, da forgængeren, Ivan den Grusomme, myrdede sin søn i 1584. Selv regerede han  Rusland fra 1598 til sin død.

Han kom fra en ældgammel tartarisk herskerslægt og hans regeringstid udmærkede sig ifølge historiske kilder ved stor klogskab, stærk beslutsomhed og rablende forfølgelsesvanvid.

mageløs musik

Da den selvlærde russiske komponist Modest Musorgskij afleverede sit værk til Den Kejserlige Opera i 1870 blev ledelsen dér så forbløffet, at stykket blev blankt afvist. Man havde simpelthen aldrig hørt noget lignende!

Nu opfører Det Kongelige Teaters Operahus den originale udgave af forestillingen fra dengang for 71. gang i russeren Dmitri Tcherniakovs iscenesættelse.

Mellem disse to yderpunkter ligger en masse forskellige udgaver og omarbejdelser for at gøre stykket spiseligt for et bredt publikum, hvilket da også lykkedes, selv om værket blev glemt efter komponistens død.

En række af Ruslands største komponister har alle været inde og pille, først Musorgskij selv for i det hele taget at få det opført. Efter hans død påtog vennen Rimskij-Korsakov sig at popularisere musikken, og endnu senere moderniserede Dimitrij Sjostakovitj stykket.

Den Kongelige Opera har valgt at gå tilbage til Musorgskijs oprindelige version fra 1869, og tak for det. Musikken er mageløs, selv om man leder forgæves efter de store ørehængere, og handlingen er blottet for romantiske kærlighedshistorier.

I stedet bryder Musorgskij stort set alle musikkens regler og normer. Han improviserer sig frit frem mellem dur, mol og middelalderlige kirketonearter. Andre steder rummer lyde der ikke harmonerer, atonale udbrud der skurrer og pirrer øret, længe før tolvtonemusikkens tidsalder.

Hist og pist høres temaer fra kendte russiske folkesange. Men ellers er operaens lydside nøjagtig og bevidst komponeret som et slags udbygget syngende tonefald, der indrammer handlingen og fortæller personernes tanker og følelser.

Det lyder hundesvært at overvære, og endnu sværere at udføre. Det sidste er sikkert rigtigt, men det er en fryd for øret at lytte til Musorgskijs til tider brutale klange, til andre tider blide og smægtende passager.

fremragende udgave

Boris Godunov er først og fremmest russisk opera til fingerspidserne. Derfor er det et scoop, at scenografi og iscenesættelse er lagt i hænderne på Dmitri Tcherniakov.

Han fylder Operahusets store scene til bristepunktet med sangere, statister og kor i alle afskygninger, alle iklædt almindeligt tøj, alle i gang med en hverdag.

Det holder, og det samme gør de tre mandlige hovedstemmer Johan Reuter (Boris), Stig Fogh Andersen (Fyrst Sjujskij) og Stephen Milling (munken Pimen).

Andre fine præstationer leverer Ilva Kihlberg som Boris’ datter Xenia, Michael Kristensen som den svigagtige munk Grigorij, og evigunge Sten Byriel som en fordrukken munk, der kan lidt mere end sit fadervor. Det hele fungerer præcist og overbevisende under Jakub Hrúsas musikalske ledelse.

Det er efterhånden blevet reglen i stedet for undtagelsen, at Den Kongelige Opera leverer værker, spil og musik af meget høj klasse. Med sit lederskifte ved udgangen af 2011 satser den på at nå international klasse. I den stræben er opsætningen af Boris Godunov et kvalificeret springbrædt.

Boris Godunov. Opera af Modest Musorgskij. Operahuset. Til den 11. februar.