Et godt udseende gør vejen til selvtillid og rigdom lettere.
af John Bruun
Det er bedre at være rig, rask og smuk end at være fattig, syg og grim. Hvis du er smuk, har du også meget større chance for at blive rig, og så er vejen til at holde sig rask også meget lettere.
I farcen Den grimme mand på Folketeatrets intimscene Hippodromen møder vi Anders W. Berthelsen i rollen som ingeniør Lette. Han opfinder en fantastisk god el-fatning, som han desværre ikke kan få lov til selv at præsentere, fordi har er alt for grim. Han kan simpelthen ikke sælge med det udseende.
Hans kone Fanny, Mia Lyhne, betror ham, at hun også kun elsker ham på trods af, at han ser rædselsfuld ud. Han tager den fulde konsekvens. Henvender sig til den succesrige kirurg Scheffler, Henrik Prip, og får en skønhedsoperation, som gør ham i stand til at sælge hvad som helst og får hans kone til at begære ham grænseløst.
Det giver succes, og Anders W. Berthelsen gestalter flot, hvordan Lettes psyke forandrer sig fra at udstråle ydmyghed til at være ved at sprænges af selvtillid og arrogance, når han oplever, at folk lytter til ham og er parat til at gøre hvad som helst, for at være i hans selskab.
Da hans kollega Karlmann, Kristian Holm Joensen, får foretaget en identisk operation og bliver en tro kopi af Lette, tager stykket en ny drejning. Det er godt, at være smuk, men man skal også være unik.
Den grimme mand er et fint lille underholdende stykke om et fænomen, som vi alle kender godt. Man kommer nemmere til mange ting, hvis man har udseendet og selvtilliden med sig.
Det må de skuespillere, der tjener kassen på at lægge ansigt og integritet til at sælge os alt fra ejendomsmæglere til forsikringer, frie fagforeninger og frosne kyllinger nikke genkendende til.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278