03 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

På kollisionskurs med pænheden

På kollisionskurs med pænheden

Tirsdag, 25. januar, 2011, 10:12:23

Den altomklamrende pænhed får sig en ordentlig en på lampen med FAAR302’s nye skuespil Sex. Vold. Blod. Snask, der selvfølgelig ikke handler om Danmark.

teateranmeldelse af Gert Poder

Bao-Bao er 35 år. Hun går hjemme og passer familiens to drenge. Søsteren Jin-Jin er 42 år, selverhvervende, ugift og gravid med en tilfældig thai, som hun bollede med i en park, da det biologiske ur endelig overmandede hende.

Få øjeblikke senere styrter hun i døden, skubbet ud af vinduet. De to drenge ryger samme vej, fordi de har leget piskeleg med tanten,så nu er de forgiftede...

Singaporeaneren Alfian Bin Sa’at, født 1977, var blot 19 år, da han skrev Sex. Vold. Blod. Snask sammen med Chong Tze Chien.

Alfian skriver om at være malay og muslim i et samfund, hvor den kinesiske befolkning sidder på al magt og rigdom. Hvor thaierne sammen med et kludetæppe af andre sydøstasiatere udgør en underklasse i en verden uden synlig fattigdom.

For Singapore vil kun have vindere, og derfor er det forbudt at tygge tyggegummi på gaden, pryglestraffen bruges flittigt offentligt, og børn ryger i spjældet for graffiti. Så kan de lære det, kan de!

det perfekte paradis

Singapore er en lille ø, klemt inde mellem store Malaysia og Indonesien. Dens første premierminister, Lee Kuan Yew, sad uafbrudt i 25 år. I den tid opbyggede han en stærk lov-og-orden stat med dødsstraf for blandt andet voldtægt, mord og narkoforbrydelser.

Det er byen, der skifter nationalmelodi hvert år, og hvor det pæne, det rene, det rigtige er konstrueret ned til sidste detalje i et traumatisk forsøg på at glemme fortiden som britisk koloni, der sluttede i 1965.

pænhedens pris

Sex. Vold. Blod. Snask blev stærkt censureret da det udkom, og stykket er aldrig blevet opført i sin oprindelige udgave i Singapore. Alligevel har Alfian Bin Sa’at siden fået et hav af priser for sine provokerende digte og skuespil af sit hjemland.

Stykket består af seks episoder som alle tager deres udgangspunkt i Singapores historie. Her er kolonitidens kønsforskrækkede britiske kvinder, der misunder deres malay tjenestepiger deres frodighed men ender med at smide dem på porten.

Her er de to japanske soldater under besættelsen i Anden Verdenskrig, som to sekunder efter deres indtræden proklamerer, at atombomben er smidt over Hiroshima og Nagasaki.

Her er brutalitet, der må vige for menneskets higen efter skønhed, mens fiktion og virkelighed blandes lystigt.

Som da Singapore i 2030 når Nordpolen, men ekspeditionens læge dør af kulde. Hun skulle have været med pilgrimme til Mekka, men tog det forkerte fly af kærlighed til en mand hun så i lufthavnen.

Det er et stykke om fraværet af lidenskab i et overreguleret samfund. Som de to mænd i S-toget, der af kedsomhed har fået en kønsskifteoperation.

FAAR302’s fire skuespillere pisker rundt for at nå det hele, og det lykkes. Det er teater af den slags, hvor man føler stærk trang til at grine, men hvor latteren truer med kvælning i stedet for forløsning.

For tænk nu, hvis stykket ikke blot foregår i Singapore. Hvis skilteskoven og overvågning og strenge straffe allerede findes i vort eget smørhul.

Sex. Vold. Blod. Snask. Teater FAAR302, Toldbodgade 8, København. Til 12. februar.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. jan. 2011 - 10:12   03. sep. 2012 - 11:07

Teater