03 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fulde Jeppe for fulde huse

Fulde Jeppe for fulde huse

Tirsdag, 25. januar, 2011, 10:10:46

Kalundborg Amatørteaters opførelse af »Jeppe på Bjerget« er en særdeles vellykket udgave af en klassiker.

Fuldemandsscenen, efter at Jacob skomager har lokket Jeppe (Anders Nielsen) på druk, spilles kosteligt og autentisk. Her er Jeppe i fuld gang med at forføre Abelone.
KAT

Teateranmeldelse af Klaus Haase

Hvorfor drikker Jeppe?

Nej, der er ikke tale om referatet fra et møde i anonyme alkoholikere. Vi befinder os i Kalundborg Amatørteaters (KAT) lokaler. Salen er propfyldt med tilskuere. Der spilles for fulde huse.

Det er Ludvig Holbergs velkendte komedie Jeppe på bjerget, som vedvarende fylder teatersalen med latter.

Plottet er et af Ludvig Holbergs mest kendte. Jeppe er den tragikomiske ægtemand og tøffelhelt. Et jaget vildt af sin kone Nille, der med jævne mellemrum tæver ham med en krabask, kaldet »Mester Erik«.

Ikke nok med, at Jeppe har rygrad som en regnorm, han bliver også offer for overklassens luner.

Den alkoholiserede Jeppe lokkes til at bruge husholdningspengene på snaps. Lokkeren er Jacob Skomager.

Døddrukken ligger Jeppe på møddingen som et oplagt offer for overklassen, der vil drive gæk med ham, og stopper ham i baronens seng.

TUNG ARV AT LØFTE

Der er noget at leve op til for Anders Nielsen, der spiller rollen som Jeppe. Denne teaterfigur er tidligere fremstillet af navne som Buster Larsen, Osvald Helmuth, Ole Ernst – for blot at nævne nogle. Det er en tung arv at løfte.

Anders Nielsen går til den med krum hals og gør det flot. Lige fra den fejende indledning, da han krybende underdanig får tæsk af sin tyranniske kone, har han publikum i sin hule hånd.

Fuldemandsscenen, efter Jacob skomager har lokket ham på druk, spilles kosteligt og autentisk. En brandert bygges op, og en lallende Jeppe sætter gang i lattermusklerne. Hele salen er med forestillingen igennem.

Hovedrolleindehaveren fortsætter i Baronens seng, hvor han elegant og i glidende overgang optræder som den ydmyge Jeppe, der mener han er i paradis, men til sidst med overklassen og tjenernes hjælp tror, at han er baron.

Jeppe spiller klodset forførisk op til ridefogedens kone. Oveni købet vil han have alle omkring sig hængt. Anders Nielsen rammer plet med sin klodsede arrogance.

Rappenskralden Nille spilles indlevende og myndigt af Inge-Lise Nielsen, når hun nådesløst svinger krabasken, og giver den rammende som Jeppes uundværlige plageånd.

GODT KOLLEKTIVT SAMSPIL

Overklassen og deres sleske og smiskende tjenere spilles udsøgt af et stort udbud af KAT’s skuespillere.

Hvad enten de står frydefuldt og lurer på Jeppe under hans »forvandling« til Baron, eller når de leger ydmyge tjenere for ham. Eller da de tørner komisk sammen i en iscenesat »retssag« mod Jeppe. Her er tale om velspillet arrogance og foragt for den jævne mand

Hans Heising er både skuespiller og instruktør af stykket. Han spiller autentisk rollen som den lokkende og pengegriske Jacob skomager.

Her er tale om en særdeles vellykket udgave af en klassiker.

Jeppe på Bjerget. Instruktion: Hans Heising. Opført af Kalundborg Amatørteater. Spiller også den 31.01 klokken 19.30 og 12.02 klokken 19.30.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. jan. 2011 - 10:10   03. sep. 2012 - 11:07

Teater