Operahuset vibrerede af magi, vildskab, kærlighed og sorg, da stjerne­sopranen Anna Netrebko foldede sig ud i La Bohème.

De fire uforbedrelige svirebrødre lever et lystigt liv fra hånden til munden. Her er de ved at snakke sig fra at betale det sidste halve års husleje til den pigeglade husejer Benoit (Mogens Gert Hansen).

Per Morten Abrahamsen

^operaanmeldelse _{af Gert Poder}

Det banker stille på døren til en digterspires beskedne værelse et sted i Paris’ kunstnerkvarter. En spinkel stemme fortæller, at hendes stearinlys er gået ud, og beder om ild.

Fra det øjeblik er alting forandret. For ham, bohèmen og for hende, den beskedne, bedårende  brodøse, der er hans nabo.

Og for publikum i Det Kongelige Teaters Operahus, der er strømmet til aftenens repremiere på den italienske komponist Giacomo Puccinis (1858-1924) populære opera La Bohème.

Netop strømmet til, for denne aften synges operaens kvindelige hovedpart af den russiskfødte sopran Anna Netrebko.

Tre timer senere er der ikke et øje tørt i Operahusets store sal. Unge par tuder til en krammer, mens værdige ældre herrer diskret fjerner en forrædderisk tåre fra øjenkrogen.

– Honning for trommehinderne, hviskede den pæne ældre mand på vej ud, og pudsede diskret sin næse.

en digters gode idé

La Bohème er historien om en fiasko, der ender med kors og mange stjerner på. Pariseren Henri Murger (1822-1861) skrev i sin ungdom melankosk poesi, men ikke særligt godt. Men brød skal der i skabet, så han begyndte at skrive små scener fra sit liv som værtshus-bohéme. Disse skitser blev bragt som føljeton i et litterært magasin.

Langsomt tog skitserne form, og i 1849 opførtes nogle af dem som teater som La vie de bohème (Livet som bohème). Stykket blev en kæmpe succes, og det samme blev bogen et par år senere.

Publikum elsker den lune pariser, der med et glimt i øjet skildrere det parisiske kunstnerlivs mylder af frie fugle, bohèmerne.

Ordet stammer fra böhmere, fordi datidens franskmænd mente, at sigøjnerne kom fra Böhmen, i dag Tjekkiet. Det bruges om alle, der lever uden for gængse normer og moralbegreber – som vor tids christianitter, bz’ere, autonome...

Med sine bohèmer fik Henri Merger vendt fiasko til succes. Han fik Æreslegionens ridderkors og nåede at tjene kassen, mens Puccini et halvt århundrede senere, i 1896, endte med at fejre store triumfer med sin opera i fire akter, baseret på Henri Mergers tekster.

frihed og elendighed

Stykket er lige så enkelt som det er tragisk. De to kunstnerspirer, digteren Rodolfo (Peter Lodahl) og maleren Marcello (Palle Knudsen) lever fra hånden til munden, gerne sammen med deres soulmates, filosoffen Colline (Ludvig Lindström) og musikeren Schaunard (Thomas Storm).

Sammen svirrer de hele natten, og bruger uden blusel deres sidste mønt på vin, mad og kvinder. Marcello er vanvittigt forelsket i den smukke, selvstændige Musette (Gisela Stille), mens Rodolfo har fundet den store kærlighed i den stille vibrerende Mimi.

Men noget går helt galt, for den lille brodøse har det ikke godt. Det er tuberkolosen, datidens værste svøbe, der har sat sig i lungerne.

Forfærdet opdager Rodolfo, at kvinden i hans liv skrumper ind, forvitrer for hans øjne. Frustreret og ulykkelig forlader han hende under påskud af jalousi.

Den ulykkelige Mimi finder sig i hans sted en rig greve, men han mishandler hende og hun flygter fra hans gods. Musette finder hende på gaden, mærket af døden., og bringer hende til Rodolfo. De forfærdede venner bruger deres sidste ejendele for at varme hendes kolde krop og skaffe en læge.

De to elskende forenes atter og erklærer hinanden evig kærlighed, men for sent. Hun dør i hans arme, netop som lægen dukker op.

gammeldags opera

La Bohème har en lang tradition på Det Kongelige Teater. Aftenens forestilling var nummer 564 siden premieren i 1908, og kun Figaros Bryllup af Wolfgang Amadeus Mozart har spillet oftere.

Aftenens udgave er fra 1999, og det er en god, gammeldags La Bohème med vægt på et autentisk folkeliv og dragter som for 100 år siden.

Blandt andet sætter et prægtigt Det Kongelige Operakor og Det Danske drengekor sammen med børn fra balletskolen farver og liv i den muntre anden akt, hvor de to turteduer går på café med vennerne.

Alt det betyder dog ingenting, når Anna Netrebko åbner munden. En uforlignelig stemme indtager rummet og fortrænger alt andet. Det ene øjeblik en hvisk­ende lillepigestemme, det næste den forelskede kvindes stærke røst, som med sin blotte kraft formår at trykke brystet ind på publikum som i en gigantisk lydomfavnelse.

Anna Netrebkos styrke er ikke blot hendes fremragende teknik og betagende skønhed, men også det enorme dramatiske talent, hun bruger til at udfolde sine roller. Det føles hele tiden, som om hun kunne stramme tempoet og intensiteten, men undlader at gøre det for ikke at splitte forestillingen ad.

Ikke fordi de øvrige fem stemmer fejler noget. Tvært­imod – de synger alle fremragende, og den italienske dirigent Paolo Carignani styrer med fast hånd Det Kongelige Kapel op til løjerne.

Det er opera, når det fungerer som bedst – stemmernes pragt båret på vej af musikkens indtrængende harmonier og temaer, det hele indrammet og indfanget af den norske scenograf Mikael Melbyes kulisser og dragter.

Og så er der komponisten, Ciagomo Puccini, hvis musikalske geni bragte ham fra den ene store succes til den anden. Gennembruddet Manon Lescaut(1893), fulgt op af La Bohème (1896), Tosca (1900) og Madame Butterfly 1904) er stadig perler i europæisk opera.

Hans nærmest maniske perfektionisme giver kød og blod til dette storby­eventyr fra 1800-tallet. Det er magisk, tragisk, vidunderligt, rørende og komisk på én og samme gang.

Giacomo Puccini: La Bohème. Det Kongelige Teater, Operahuset. Til 2. maj 2011.