Er de ualmindelige, enerne, hævet over loven, og er nogen blot skabt til at adlyde? »Forbrydelse og straf« på Det Kongelige Teater er skræmmende teater.

Syg af sult og livets meningsløshed opfinder den intelligente jura-studerende Rodion Raskolnikov en ideologi, der berettiger de udvalgte til om nødvendigt at slå »de andre« ihjel.

Casper Balslev

^teateranmeldelse _{af Gert Poder}

Den unge, intelligente men fattige jura-studerende Rodion »Rodja« Raskolnikov sidder på sit lurvede tagkammer, opløst og lammet af sult og meningsløshed.

Hjemme, et sted i det store Rusland, knokler hans mor og søster for at sende ham en rubel i ny og næ. Men Rodja har tømt den bitre kalk til bunds. Han har  stoppet studierne og mistet den smule privatundervisning, der ellers gav ham brød på bordet. Kort sagt: Fyren er på røven.

Hvordan dét var, vidste forfatteren til Forbrydelse og Straf, russiske nationalpoet Fjodor Dostojevski (1821-1881) alt om.

Han havde taget hele turen selv, fra utopisk socialist til tugthusfange, tvangssoldat, berømt forfatter og nationalreligiøst ikon. En stor del af hans liv blev tilbagt blandt den russiske bærme, de usle, fordrukne, selvhadende tabere, skabt af et despotisk, paranoidt tzar-diktatur.

Herskere og slaver
Det er denne brogede verden, som Det Kongelige Teaters Skuespilhus levendegør i sin bearbejdelse af det, der er blevet kaldt verdens bedste kriminalroman.

I dramatikeren Rune David Grue og idéhistorikeren Solveig Gades krystalklare bearbejdelse af den oprindelige roman træder et dobbelt­univers frem, stærkt understreget af en forrygende og dog enkel scenografi.

Det er en skræmmende verden, der åbenbarer sig. Et helvede af storhedsvanvid, småtskårenhed, kynisme og uendelig kærlighed.

Skridt for skridt smuldrer dette i bund og grund rettænkende menneske i det svineri, der omgiver ham. Armoden tærer ikke blot hans krop. Den æder af hans sjæl, starter en tankespiral som må og skal dømme ham til undergang – eller gør den?

Lige rundt om hjørnet bor hans værtinde, pantelånersken med sin halvskøre søster. Rodja retter al sin had mod hende. Hun vokser til en blodsugende igle, et symbol på alt det, der holder ham – den enestående – nede.

Gud og samvittighed
I hans betændte hjerne vokser tanken om, at for at han skal leve, så må hun dø, og at hendes død er fuldt ud retfærdig.

– Det var ikke andet end en lus, jeg slog ihjel. Et skadedyr. Det eneste jeg fortryder er, at jeg var så elendig til det, begrunder Rodja sin forfærdelige forbrydelse.

Desværre bliver han også nødt til at myrde søsteren med den medbragte isøkse. og det er en klar ommer. Derved ryger hans ret, ja pligt, til at myrde den, der står i vejen for hans frie udfoldelse. Over for sig selv og omverdenen berettiger han drabet på pantelånersken med, at han tilhører de enestående, og hun de almindelige.

Hun står i vejen for hans opstigning til stjernerne og derfor er han både etisk og moralsk berettiget til at bestemme over hendes liv og død.

Nogle er født til at lede andre. Resten må underkaste sig, lade sig føre. Der er udbyttere og udbyttede, herrer og slaver, over- og undermennesker. Og for de første, eliten, gælder loven ikke.

– Alle, der har evnen til at formulere noget virkelig nyt, de må uværgeligt være forbrydere af natur. Ellers ville det være umuligt for dem at hæve sig over andre, lyder hans simple logik.

Omkring ham går nu et spil i gang. Venner og fjender vikles ind i et virvar af hændelser, der tvinger ham til at indrømme sin skyld og modtage sin straf. Hans eneste frelse er at sone sin skyld, ikke fordi mennesket har dømt ham, men fordi Gud, læs hans samvittighed, kræver det.

Fra viden til tro
Således forvandler Fjodor Dostojevski sin logiske klasseanalyse til en guddommelig svøbe. Svaret på menneskers lidelse under et despotisk system er ikke oprør men underkastelse, ikke viden men tro, ikke handling men bøn.

Forbrydelse og straf regnes i dag for et absolut højdepunkt i Fjodor Dostojevskis forfatterskab. Den er skrevet i 1866, seks år efter at han var vendt tilbage fra sin politiske forvisning i Sibirien.

Her opholdt han sig, efter at han og andre ved en skueproces i 1849 var blevet dømt til døden og siden »benådet« af tsar Nikolaj den Første.

Oplevelsen vendte ham bort fra socialismen og vestlig rationalisme til fordel for en tro på den religiøse, russiske bondestand. Deres lidelser og armod bliver for ham den eneste vej til frelse.

Som forfatter i 1800-tallet fik Fjodor Dostojevski en nærmest kultagtig status, ikke blot i russisk litteratur. Hans skildringer af ludere, lommetyve, hellige, mordere, drankere, herremænd, småbønder og endnu mindre præster har sat sig dybe spor blandt datidens tænkere.

Blandt dem er ikke blot Sigmund Freud og Friedrich Nietzsche, men også moderne forfattere som James Joyce og Franz Kafka.

De og mange andre har ladet sig forføre af hans tanker om godt og ondt – på godt og ondt.

Forbrydelse og straf er skræmmende og højspændt scenekunst. Det er en dirrende nervestreng, spændt til sit yderste, mellem ubehag og medlidenhed i et univers, der stinker af undertrykkelse og tvang.

Fjodor Dostojevski: Forbrydelse og straf. Iscenesættelse: Rune David Grue. Det Kongelige Teaters Skuespilhus. Til 27. januar 2011.