En forestilling der simpelthen vil få Dem til at få det bedre, lover d’herrer Botoft og Buch, alias Rytteriet. Og det er ganske vist!
Af Gert Poder
Vi kender dem godt, snobberne, med halsklud, en hørm af parfume og den evige Dry Martini kilet fast mellem pege- og ringfinger.
Snobberne afskyr ikke bare de fattige. De foragter middelklassen og de nyrige, er konstant liderlige, men så har de jo deres au-pair-piger.
–Mine får 3000 kroner om måneden.
– Så meget, Poul? Mine får 1400, gratis kost og en flybillet tilbage, når de fylder 20.
– Så sent, søde Fritz, jeg vidste ikke du var til modne kvinder.
Rytteriet er over os. Det er sprunget ud af radioens og fjernsynets elektroniske spændetrøje. Nu befolker dette latterens kavalleri Bellevue Teatret med liderlige, latterlige, kiksede, håbløse, groteske og overfladiske eksistensers.
Tabernes parade
De to skuespillere Rasmus Botoft og MartinBuch har i årevis masseret folkesjælens lattermuskler med deres gale påhit.
Deres våben er ordet og så denne evne til at skabe og udlevere denne verdens skæve eksistenser på en mild og nærmest overbærende måde.
For hardcore Rytteri-fans er der ikke meget nyt at hente i Live-forestillingen, men det er godt nok endda. Det er svært ikke at elske den vrisne, livslede Erik og hans håbløst søde kone Else fra Tåstrup.
Eller føle med Manden i Skabet, der nægter at komme ud, indtil alt julehalløj er forbudt, for måske er det lavet af stakkels børn, der arbejder 14 timer om dagen til en ussel løn.
Politisk satire? Jovist, i Rytteriets verden er der forskel på rig og fattig. Det er synd for de fattige – alle dem der ikke er født whisky-bæltet Men det er i lige så høj grad en opvisning i sociale derout. Nedturen, de evige tabere.
For hvem kender ikke de to Hellerup-tøser Nanna og Malou, der slæber deres små hunde rundt i Gucci-tasker. Hundene kan tale og kommenterer, hvordan de to piger lyver for hinanden. Den ene er blevet fyret, den anden skilt, men ingen af dem vil erkende deres nederlag.
Eller sportskommentatoren, der er gået på røven. Under en kamp forsøger han først at stjæle sin kollegas tegnebord, for derefter at rage på ham, fordi det er så længe siden at jeg har fået et ordentligt mandekram.
Helt grotesk bliver det, da tv interviewer Jørgen Leth om Tour de France, mens han flipper nøgen ud i en svamperus på Bogmessen i Forum.
Vi skal helt ind
Hylende morsomt er også Rasmus Botofts monolog NUDUBANGE. Men vi skal længere ind, helt ind i sindet, der gør tykt nar med følelses-industrien og dens falske værdier.
Sådan kan man blive ved. Alle elsker Razul, indvandreren, som på guteralt tyrker-dansk splitter grådigheden og forbrugersamfundet til atomer.
Et kapitel for sig er Rytteriets Husorkester, som skaber luft mellem sketchene med en række utroligt velkomponerede og velspillede numre.
Den tidligere Baal-forsanger Bjørn Fjæstad, der lyder som en mellemting mellem C. V. Jørgensen og Bjørn Tidemand, er tydeligt inspireret af 30’ernes Brecht/Weill og den politiske kabaret.
Han synger iskoldt en række tekster, akkompagneret af Henrik Balling, Mads Andersen og Marie Key. De skaber et paranoid-skizofrent univers i skærende kontrast til Botoft &Buchs løsslupne tosserier.
Det er i virkeligheden forestillingens største styrke. At den hele tiden formår at krydre det umådeholdne latterskrald med en pinlig bevidsthed om, hvor galt det egentlig står til udenfor teatrets mure.
Husk på, De er ikke alene, resten af verden lider med Dem!
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
