Forandring fryder bess men ikke resten af befolkningen i det lille provinsielle hjørne af europa, hvor bølgerne kun brydes af hårde klippeskær.
af John Bruun
Breaking the Waves som teaterstykke vandt sidste år en Reumert for årets forestilling, da stykket blev opført på Odense Teater.
Nu opfører Folketeatret i København historien om Bess, Cecilie Stenspil, fra det lille dybt religiøse samfund, som forelsker sig i borebissen Jan, Anders Gjellerup Koch.
Hun ender med at lade sig maltraktere i en opofrelse for Jan, som er blevet lammet af en ulykke på boreplatformen. Hun tror ofringen, er den ultimative kærlighed.
Lars von Triers film fra 1996 var dybt gribende og drivende sentimental, og det er lykkedes at overføre den samme følelse til teaterscenen gennem meget intime scener og overbevisende spil af Cecilie Stenspil.
fordomme og stræben
Man kommer til at holde uendeligt meget af den naive Bess, der snakker med Gud og forsøger at lade Gud guide sig til at være et godt, ydmygt og kærligt menneske.
Det er den Bess, der forelsker sig hovedkulds og bliver følelsesmæssigt og seksuelt befriet af Jan, som omvendt føler sig tiltrukket af Bess’ manglende fordomme og hendes stræben efter at være god.
Han respekterer hende og ser hende på en måde, som det selvgode, gudfrygtige samfund aldrig har gjort.
Men det kammer over for Bess. Hun bliver dybt afhængig af den befriende følelse af at være sammen med Jan. Hun kan slet ikke udholde, at han skal være væk fra hende i ugevis, når han arbejder på boreplatformen.
Da Jan kommer ud for en ulykke og bliver fløjet ind med helikopter, er hun overbevist om det skyldes, at hun har bedt Gud om at lade ham komme hjem.
På forskruet vis tror hun, at hun kan sone den synd, ved at give sig hen til andre mænd. Det får fatale følger.
Hun bliver udstødt af samfundet, der frygter alt, der er anderledes, og hun bliver overladt til sin egen skæbne og sit syge sind.
mellem tryghed og trussel
Vi møder mennesket som et flokdyr, der bevidst eller ubevidst udvikler normer, der beskytter bestående strukturer mod fremmede påvirkninger. Det skaber tryghed, fordomme, stilstand og degenerering.
Personificeret i den unge mand William, Ole Møllegaard, der er jævnaldrende med Bess, og som har mistet al udadvendt passion. Han går rundt som en zombie. Der er ingen plads til begejstring.
Breaking the Waves er en stor fortælling, fordi den handler om en evig modsætning. Skal vi bevare en tryghed og fred ved at trampe ad kendte stier og ophøje en bestående orden til et spørgsmål om at tjene en autoritet?Eller skal vi lukke døren op til det nye og ukendte som uundgåeligt vil skabe forandringer og true hierarkiet.
Det er befriende, men kræver mod eller naivitet at bryde bølgerne af gentagede handlinger og måder at gøre tingene på. Og straffen er ubarmhjertig.
Breaking the Waves af Lars von Trier, dramatiseret af Vivian Nielsen. Iscenesættelse: Kasper Wilton. Folketeatret indtil 20. oktober - herefter turne indtil 14. december.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
